Elafgift

Hvad kan du få godtgjort?

De fleste virksomheder kan få godtgjort elafgiften i samme omfang, som virksomheden har fradrag for moms. Virksomheder kan normalt få godtgjort afgift af el, idet elektricitet som hovedregel anses for benyttet til procesformål, hvor afgifter godtgøres. Procesformål er f.eks. el brugt til drift af maskiner, produktionsanlæg, edb-udstyr, pumper, motorer, ventilation i virksomhedens lokaler og belysning.
 

Beregning af godtgørelse af elafgiften

I 2012 kan din virksomhed som hovedregel få godtgjort 100 % af energiafgiften (63,5 øre pr. kWh), tillægsafgiften (6,1 øre pr. kWh) minus 3,0 øre pr. kWh, 100 % af energisparebidraget (0,6 øre pr. kWh), og 75 % af eldistributionsbidraget (på 4 øre pr. kWh) af et årligt elforbrug på under 15 mio. kWh. For den del af elforbruget, der ligger over 15 mio. kWh, kan virksomhederne også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget. Se beregning af afgiften på el.

Fra 1. januar 2013 er hovedreglen, at din virksomhed kan få godtgjort 100 % af energiafgiften (65,3 øre pr. kWh) samt tillægsafgiften (6,2 øre pr. kWh) minus 3,5 øre pr. kWh, samt 100 % af energisparebidraget (0,6 øre) og 75 % af eldistributionsbidraget (på 4 øre pr. kWh) af et årligt elforbrug på under 15 mio. kWh. For den del af elforbruget, der ligger over 15 mio. kWh, kan din virksomhed også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget.

Vi har udarbejdet et regneark til beregning af, hvilket beløb virksomheden kan få godtgjort i elafgift. Du kan få regnearket tilsendt ved at kontakte os. Du finder kontaktinformationen øverst til højre på siden.

Virksomheder kan kun få godtgjort en andel af energispareafgiften, hvis de anvender elektricitet til tung proces.
 

Særlige processer

Anvender din virksomhed elektricitet til kemisk reduktion, elektrolyse, opvarmning af mineraloriske- eller metalluriske processer, kan din virksomhed få godtgjort 100 % af energiafgiften.

Virksomhedens proces skal dog samtidig være omfattet af proceslisten.
 

Godtgørelse af energiafgiften kræver måling af forbrug

Som udgangspunkt skal virksomheden måle sit energiforbrug, for at få godtgjort energiafgiften af energiforbruget til proces. Ved en manglende måling, vil virksomheden som hovedregel ikke være berettiget til at få godtgjort energiafgifterne. Der er dog en række undtagelser, hvor virksomheder kan undgå at opsætte målere og i stedet vælge at opgøre afgifter af energiforbruget til rumvarme eller opvarmning af vand efter standardsatser.
 

Afgift på el der ikke kan godtgøres

El brugt til rumvarme

Elafgift godtgøres ikke for el, der anvendes til rumvarme og opvarmning af vand, f.eks. til fremstilling af varmt vand i vandvarmere og varmepumper eller i elektriske radiatorer, varmeblæsere og lignende anlæg, der er beregnet til rumopvarmning.

Virksomhederne kan dog få godtgjort afgifterne af el forbrugt i elvarmeaggregater, der midlertidigt placeres i et lokale for at dække et kortvarigt behov for rumvarme. I visse specifikke tilfælde er der desuden mulighed for at få godtgjort elafgiften, når den fremstillede varme og varmt vand anvendes til fremstilling af produkter eller til rengøringsformål.

Loven er dog ændret så din virksomhed fra 1. januar 2012 kan få godtgjort 11,8 øre i elafgift pr. kWh elektricitet anvendt til rumvarme og komfortkøling. Det vil sige, at anvender din virksomhed for eksempel elvarmepumper eller el-baserede airconditionanlæg/ køleanlæg, kan I få godtgjort 11,8 øre i elafgift pr. kWh elektricitet anvendt i anlægget i 2012.
 

El brugt til komfortkøling

Elafgift godtgøres som udgangspunkt ikke af el, der anvendes til komfortkøling. Det vil sige køling af lokaler, hvor køling sker af hensyn til medarbejdere eller kunder.

Loven er dog ændret, så din virksomhed fra 1. januar 2012 kan få godtgjort 11,8 øre i elafgift pr. kWh elektricitet anvendt til komfortkøling. Dette gælder ligeledes for elektricitet anvendt til komfortkøling hos liberale erhverv.


Energispareafgift

Desuden kan virksomhederne ikke få godtgjort energispareafgiften (tidligere CO2afgiften) af elforbruget, medmindre virksomheden har tung proces.
 

Liberale erhverv

Uanset om elforbruget vedrører omsætningen af momspligtige ydelser kan virksomheder inden for liberale erhverv som hovedregel ikke få godtgjort elafgiften. Vi har dog erfaring for, at liberalt erhverv kan få godtgjort en del af afgiften for elektricitet forbrugt i forbindelse med ikke liberale aktiviteter som f.eks. kantinedrift. Se liste over liberale erhverv, der som hovedregel ikke kan få refunderet elafgiften.

Liberale erhverv kan fra 1. januar 2012 få godtgjort 11,8 øre i elafgift pr. kWh elektricitet, der anvendes til rumvarme eller komfortkøling.
 

Kontakt os

Har du brug for sparring eller vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktinformation øverst til højre på siden.

Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.