Registreringsafgift på personbiler
Der skal betales registreringsafgift af biler, der anvendes til kørsel i Danmark af personer, der har bopæl i Danmark. Der findes visse undtagelser til reglen, se nedenfor.
Registreringsafgift
Registreringsafgiften på både nye og brugte biler beregnes på baggrund af bilens værdi. Bilens værdi vurderes af SKAT i forbindelse med indregistreringen i Danmark.
I registreringsafgiften sker der fradrag for diverse sikkerhedsudstyr samt tillæg/fradrag for antal km, bilen kører under/over 16 km pr. liter benzin eller under/over 18 km pr. liter diesel. Det er derfor svært at beregne, hvor meget der skal betales i registreringsafgift.
Nye biler
Købes der en ny bil, udgør registreringsafgiften 105 % af DKK 79.000 og 180 % af resten. Købes der f.eks. en bil til en værdi af kr. 200.000, skal der således betales kr. 304.500 i registreringsafgift.
Brugte biler
Importeres der en brugt bil til Danmark, skal der ligeledes betales registreringsafgift af bilen.
Registreringsafgiften af brugte biler beregnes på samme måde som for nye biler. Det vil sige, at afgiften af en brugt bil altid vil have den samme andel af bilens værdi, som gælder for nye biler. Der skal således ske en konkret beregning af registreringsafgiften bil for bil. Beregningen foretages af SKAT.
Godtgørelse af registreringsafgift ved udførsel af brugte personbiler
Der er mulighed for at få den danske registreringsafgift delvist tilbagebetalt, hvis den dansk indregistrerede bil udføres fra Danmark. Godtgørelsen beregnes med udgangspunkt i værdien for en brugt bil solgt fra en forhandler. 85 % af den beregnede registreringsafgift tilbagebetales, mens de 15 % af afgiften anses for at udgøre forhandleravance. Man skal dokumentere over for SKAT, at bilen udføres. Der udbetales ikke beløb på mindre end kr. 7.500. Desuden er der også et gebyr på kr. 180 pr. køretøj, der eksporteres.
Undtagelse for udenlandske firmabiler
Udenlandske virksomheder, der køber bil til sine danske ansatte, skal ikke betale registreringsafgift i Danmark, hvis bilen inden for en periode på 12 måneder enten anvendes i udlandet mindst 183 dage om året, eller der erhvervsmæssigt køres flere kilometer i udlandet, end der samlet køres i Danmark - privat og erhvervsmæssigt.
Det er et krav, at bilen ejes af den udenlandske virksomhed, samt at virksomheden har hovedsæde (fast forretningssted) i udlandet. Disse regler gælder også for herboende selvstændige erhvervsdrivende, der enten er etableret i udlandet eller udfører arbejde i udlandet.
Kvartalsafgift
Indfører en udenlandsk person en bil til Danmark, er der for en tidsbegrænset periode mulighed for at betale afgiften i kvartalsvise rater.
Leasing
Ved leasing af biler, er det i nogle tilfælde muligt kun at betale registreringsafgift for leasingperioden.
Kontakt os
Har du brug for sparring, eller vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig, er du velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktinformation øverst til højre på siden.