Årets bestyrelsesformand 2010
Bestyrelsesformand i Carlsberg, professor Povl Krogsgaard-Larsen har fået prisen som Årets Danske Bestyrelsesformand 2010, ved en kåring hos PwC i København. Det er fjerde gang, at prisen uddeles i Danmark, i et samarbejde mellem Boardnews.no, Berlingske Tidende og PwC’s Boardforum.dk.
Prisen, der i år uddeles for fjerde gang i Danmark, uddeles også i de andre skandinaviske lande. Prismodtageren går videre til konkurrencen om Prisen som Årets Nordiske Bestyrelsesformand. Formålet med priserne er at inspirere til høj kvalitet i bestyrelsesarbejdet samt at sætte fokus på bestyrelsesformanden og det arbejde det kræver.
Bestyrelsesformandens rolle
”Værdien af en god bestyrelse og effekten af formandens visioner og gennemslagskraft har aldrig været vigtigere end lige nu, hvor erhvervsmiljøet har været igennem en hård krise, og økonomien fortsat er presset nogle steder”, siger jurymedlem Vibeke Bak Solok, der er partner i PwC.
”Det er helt essentielt med et forum, der sætter fokus på vigtigheden af kvalitativt bestyrelsesarbejde. Med denne prisuddeling kommer der fokus på bestyrelsesformandens vigtige rolle og hvorledes rollen udfyldes.”, siger Vibeke Bak Solok, der til daglig bl.a. er facilitator i Boardforum.dk, der er et lukket forum for professionelle bestyrelsesmedlemmer.
Om vinderen – Povl Krogsgaard-Larsen
Krogsgaard-Larsen har siddet med det øverste ansvar, da der skulle bringes vækst og nye visioner ind i Carlsberg. Han var formand, da Carlsberg købte Orkla ud samt i forbindelse med Carlsbergs køb af Scottish & Newcastle - som blev det største opkøb nogensinde i Danmark. Han sad for bordenden, da finansieringen af det køb skulle bringes på plads, nemlig med en kapitaludvidelse umiddelbart før den finansielle krise satte ind. Et bevis på, at årets bestyrelsesformand også kan timingens kunst.
Og Povl Krogsgaard-Larsen fik succesfuldt en ny CEO på plads med Jørgen Buhl Rasmussen. Netop det team, formand og CEO, har dygtigt formået at fortsætte væksten på den internationale scene, både i Rusland og med yderligere investeringer i Asien, særligt i Kina, Vietnam og Indien. Samtidig er det lykkedes for Povl Krogsgaard-Larsen løbende at tilpasse og forny bestyrelsen, herunder ikke mindst også at inddrage internationale kapaciteter til Carlsberg-bestyrelsen, så det matcher de krav, der stilles til en global virksomhed som Carlsberg.
Internt i Carlsberg-bestyrelsen er Povl Krogsgaard Larsen kendt for sin betydelige integritet, sin kompetence og for den energi han lægger for dagen. Altid præget at en betydelig grad af modenhed og autoritet.
Fakta om kåringen af Årets Bestyrelsesformand
Dokumentationen for tildeling af prisen er fremskaffet fra årsrapporter og spørgeskema til bestyrelsesmedlemmerne. Dataene er vurderet ud fra 12 kriterier, som blandt andet er minimum 2 år som bestyrelsesformand, overskud, soliditet, godt omdømme for virksomhed og bestyrelsesformand etc.
Prisen er en vandreskulptur på 140 cm skabt af den internationale anerkendte kunstner Marian Heyerdahl. Det er en forgyldt sarkofag, som skal symbolisere evigt liv for virksomheden og med en mosaik udformet som et æg, der viser vigtigheden af at udklække nye ideer. Prisen er gjort mulig med støtte fra Boardforum.dk.
I juryen sidder:
- Bestyrelsesformand Fritz Schur, Dong Energy, SAS, Fritz Schur Gruppen m.fl.
- Adm. direktør Carsten Koch, Lønmodtagernes Dyrtidsfond
- Professor Caspar Rose, Copenhagen Business School
- Erhvervskommentator Jens Chr. Hansen, Berlingske Business
- Headhunter Aase Hoeck, Bestyrelsesprofiler.dk
- Partner Vibeke Bak Solok, PwC
- Juryformand og bestyrelsesanalytiker Gunnar Eckbo, Styreinformasjon as
Tidligere prismodtagere
2009 - Fritz Schur, Dong Energy, København
2008 - Anders Knutsen, Danisco A/S, København
2007 - Mads Øvlisen, LEGO Koncernen, Billund
For spørgsmål kontakt venligst
Claus Fonnesbech, presseansvarlig, PwC, tel: 3945 3577, 2588 4107,
cfo@pwc.dk
Vibeke Bak Solok, partner, PwC, tel.: 39459945, 2141 6073,
vbs@pwc.dk
Gunnar Eckbo, juryformand, Styreinformasjon as, tel: 0047 9202 4576,
post@styreinfo.no