Er børsnotering det rigtige for jer?

Mange virksomheder overvejer børsintroduktion, når der er brug for finansiering. Et finansieringsbehov betyder dog ikke nødvendigvis, at en børsintroduktion er den rigtige løsning for jer – eller i det hele taget er muligt. Børsintroduktion kræver desuden, at jeres virksomhed betragtes som en attraktiv investering.

Når I skal vurdere, om en børsnotering er det rigtige for jer, bør I tage følgende forhold i betragtning:

Har virksomheden en god fortid?

Generelt vil virksomheder, der vokser hurtigere end branchegennemsnittet, have lettere ved at tiltrække investorer end virksomheder med en uensartet eller lav vækst. Dette er dog ikke en regel uden undtagelser. Nogle virksomheder kan af investorer vurderes til at have andre fordele. Det kan f.eks. være virksomhedens produkter eller serviceydelser, som er meget synlige, unikke eller har offentlighedens interesse. Fordelene kan dog også relatere sig til virksomhedens ledelse, hvis denne f.eks. anses for at være særlig dygtig.

Har et venture-selskab investeret i virksomheden?

Nystartede virksomheder kan i sagens natur ikke sælges på baggrund af en ”god fortid”. Det øger imidlertid tiltroen til virksomheden og dens forretningsstrategi, produkter eller serviceydelser, at et venture-selskab har investeret i virksomheden. Et venture-selskabs investering i virksomheden ses som ”smart money” og kan forøge attraktiviteten af virksomheden for investorer.

Ser virksomhedens fremtid lys ud?

Mange virksomheder, der har haft succes med en børsintroduktion, har på baggrund af udviklingen i markedet for virksomhedens produkter kunnet overbevise investorerne om en vækst i efterspørgslen over en 5-årig periode. Ønsker virksomheden at tiltrække institutionelle investorer, skal vækstpotentialet som udgangspunkt være betydeligt.

Igen findes der dog undtagelser. F.eks. virksomheder, der udnytter eller udvikler ny teknologi, og hvor usikkerheder i forbindelse med markedets størrelse, markedsandele, mulighederne for anvendelse af produktet osv. er reducerede.

Har virksomhedens produkter offentlighedens interesse?

En veletableret virksomhed ved, om virksomhedens produkter og/eller serviceydelser vurderes interessante af markedet. Den kan vurdere dette på baggrund af historiske salgstal. En nystartet virksomhed må benytte forudsigelserne opnået ved markedsanalyser og samtidig overbevise potentielle investorer om produkternes overlegenhed i forhold til konkurrerende produkter.
I praksis ses ofte, at børskandidater er nystartede virksomheder, som netop har et unikt produkt eller serviceydelse.

Kan virksomheden leve op til de øgede krav i lovgivningen/reguleringen?

Der findes yderligere krav til børsnoterede virksomheder i relation til:
  • Udarbejdelse af årsrapport
  • Delårsrapport (virksomheder, der er noteret med aktier på Københavns Fondsbørs)
  • Specifikke krav til forretningsorden
  • Indberetningspligt af visse aktiebesiddelser
  • Corporate governance (virksomheder, der er noteret på Københavns Fondsbørs)
  • Øvrige oplysningsforpligtelser (virksomheder, der er noteret på Københavns Fondsbørs)
  • Procedurer til forebyggelse af insider-handel (virksomheder, der er noteret på Københavns Fondsbørs)
  • Procedurer til handel med egne aktier (virksomheder, der er noteret på Københavns Fondsbørs)

Har virksomheden en egnet og engageret ledelse?

I en hvilken som helst børsintroduktion er kvaliteten af virksomhedsledelsen en kritisk succesfaktor. Potentielle investorer må have tiltro til ledelsen, og virksomheden skal have en erfaren ledelse, der fungerer godt som et team. At ledelsesmedlemmer selv har aktier i virksomheden, indikerer over for investorerne, at de har stor interesse i virksomhedens fremtid.

For at børsintroduktionen kan blive en succes, skal jeres ledelse have det overskud, der kræves i forbindelse med børsnoteringen. Det gælder både ”papirarbejde” og de krav fra potentielle investorers side om møder og løbende information.

En børsnoteret virksomhed skal f.eks. kunne offentliggøre regnskab hurtigere end andre virksomheder. Dette kan kræve ændringer i organisation og styringssystemer.

Er markedet rigtigt?

Efterspørgslen efter ”nye aktier” varierer meget og afhænger af mange faktorer. Når kurserne er faldende, viser erfaringerne, at interessen for aktie-emissioner er lav. Er kurserne imidlertid høje med udsigt til yderligere stigninger, er der stor interesse for børsnoteringer.

Selvom det er umuligt at forudsige, hvordan markedet vil bevæge sig, skal man være opmærksom på, at tidspunktet for en børsintroduktion er meget væsentligt – og at det kan være nødvendigt at ændre den oprindelige tidsplan for at sikre, at aktien udbudes på det rigtige tidspunkt.

Det sker, at en given branche nyder stor popularitet. Det kan være vanskeligt at komme med en ”ny aktie” inden for denne branche, da det kan virke, som om virksomheden blot gør det samme som en stærkere leder inden for branchen. Omvendt gør branchepopulariteten, at investorer er godt informeret om branchen og kan foretage sammenligninger til andre virksomheder i vurderingen af den rette pris for den ”nye aktie”.