Ejerlederne inspirerer til vækst

Af Poul Spencer Poulsen, partner i PwC

Når man diskuterer, hvor væksten skal komme fra, må man ikke overse de danske ejerledere. De er en vigtig spiller i dansk erhvervsliv, og derfor sætter vi i konkurrencen om at blive Årets Ejerleder spot på ejerledernes vækstambitioner.

Konkurrencen er netop skudt i gang, og vi har talt med en række dygtige ejerledere for at finde de bedste væksthistorier. Vores analyse tager afsæt i 125 af de allerdygtigste ejerledere, og den tegner et klart billede af, at ejerlederne både har viljen og strategien til at skabe vækst.

Når vi ønsker at rette spotlyset mod ejerlederne, skyldes det ikke mindst, at ejerledernes stærke trang til selvstændighed og lyst til at skabe vækst kan være med til at motivere andre. Hvis vi ønsker at skabe yderligere vækst til gavn for samfundet, har vi brug for, at flere tør at udleve den gode forretningsidé og prøve kræfter med at stå i spidsen for egen virksomhed. Det gælder også de unge, som vi håber at inspirere til at få foden under eget bord.

Ejerlederne skaber succes på flere måder, men det handler bl.a. om at investere og produktudvikle, og de satser i høj grad på innovation og forlader sig ikke på en ’sådan-plejer-vi-at-gøre’-strategi.

Vi oplever også ofte, at et generationsskifte har medført en ny strategi, der har været afgørende for virksomhedens succes, ligesom mange af de succesfulde ejerledere har formået at lave en turn-around. De er dygtige til at involvere deres medarbejdere og skabe en stærk holdånd via en energisk ledergruppe, der ikke er kede af at gå de ekstra skridt, når de fælles mål skal nås.

Analysen viser, at ejerlederne gør det godt, men at de helst eksporterer til deres nærmarkeder. De har fortsat høje vækstambitioner, selv om opsvinget stadig lader vente på sig og lægger en dæmper på optimismen i forhold til sidste år.

Husk ejerlederne, når vi taler om, hvor væksten skal komme fra. De er nogle klare forbilleder og rollemodeller for alle, der ønsker at skabe vækst og arbejdspladser.