Lav optimisme i transport- og logistiksektoren

Kun 24 % af CEO’ere inden for transport- og logistiksektoren er ’meget optimistiske’ omkring fremtiden inden for deres sektor. I forhold til sidste år er optimismen helt i bund, og den er endda lavere end i 2009, hvor krisen var allerværst. Samtidig er det markant under det globale gennemsnit, hvor optimismen blandt CEO’er generelt er på 36 %.

Bo Schou-Jacobsen, partner og leder af PwC’s danske transport- og logistikgruppe, udtaler: ”Den lave optimisme skal sandsynligvis ses som følge af de meget turbulente tider, som transport- og logistiksektoren har været, og stadig er, udsat for. Vi ser derfor, at virksomheder inden for transport- og logistiksektoren særligt har haft fokus på at skabe smidige organisationer, som kan blomstre under pres. Vores undersøgelse viser, at CEO’er overordnet fokuserer på 3 områder: omhyggeligt udvalgte initiativer, som kan stimulere organisk vækst; udvikling af nye måder til at tiltrække og beholde kunder samt at optimere den operationelle effektivitet og være omstillingsparate. Samtidig anerkender CEO’erne betydningen af tillid og troværdighed i forhold til at bygge bro mellem virksomheden og samfundet.

Sydøstasien og Afrika er de regioner, hvor virksomhederne i transport- og logistiksektoren ser størst mulighed for vækst. Her forventer hele 80 % vækst.

Utilstrækkelig infrastruktur kan hæmme væksten

De seneste år har vækst i transport- og logistiksektoren været gældsfinansieret. For at sikre den fremtidig vækst i sektoren er det dog nødvendigt, at væksten bygger på investeringer og øget produktivitet. Til at understøtte væksten er transport- og logistiksektoren særligt afhængig af tilstrækkelige infrastruktursystemer. En væsentlig del af årsagen til den lave optimisme blandt CEO’ere i transport- og logistiksektoren er derfor, at 44 % af de adspurgte CEO’er er bekymrede for, at nuværende infrastruktursystemer ikke vil være tilstrækkelige til at understøtte fremtidig vækst.

Næsten 2/3 af CEO’erne i sektoren mener derfor også, at forbedring af infrastruktur bør være blandt regeringernes øverste prioriteter. For mange lande er det dog en væsentlig forhindring at opnå den nødvendige finansiering af infrastrukturprojekter, hvilket særligt er gældende for vækstmarkederne. Som reaktion på dette har lidt mere end 1/3 af virksomhederne i sektoren valgt selv at øge investeringerne i infrastrukturer.

Kunder og medarbejdere har første prioritet

Øverst på dagsordenen for topcheferne i transport- og logistiksektoren står vækst i den eksisterende kundebase, skarpt efterfulgt af forbedring af kundetilfredsheden, som henholdsvis 57 % og 52 % peger på. I forsøget på at øge den eksisterende kundebase forventer 47 % af topcheferne i sektoren at indgå i strategiske samarbejder, joint ventures eller lignende inden for det næste år. En fjerdedel af topcheferne har allerede indgået i sådanne strategiske samarbejder. Derudover fokuserer topcheferne også på forbedring af servicering og udvikling af loyalitets- og kundebevarelsesstrategier.

Også medarbejderne har høj prioritet for topcheferne i transport- og logistiksektoren. Næsten 60 % af topcheferne i sektoren har som topprioritet over de næste tre år at øge investeringerne i at skabe og uddanne kvalificerede medarbejdere. Undersøgelsen viser derudover også, at et stigende antal virksomheder begynder at kunne se væsentlige fordele i at investere i programmer, der opmuntrer til diversitet blandt medarbejderne i virksomheden.

Fokus på håndtering af risici og etik

Den makroøkonomiske udvikling er naturligt øverst i bevidstheden hos CEO’erne i transport- og logistiksektoren. Hele 71 % af CEO’erne i transport- og logistiksektoren har centraliseret deres risikostyring, hvilket er markant over det globale gennemsnit på tværs af sektorer. Transport- og logistikvirksomhedernes tilgang til risikostyring deler sektoren i to lige store grupper. 47 % fokuserer primært på at forudsige krisescenarier (såsom naturkatastrofer, krige, konkurser i store virksomheder, gældskrise), og 49 % fokuserer på, hvordan virksomheden bedst håndterer konsekvenserne af et potentielt krisescenarie.

Bo Schou-Jacobsen, partner og leder af PwC’s danske transport- og logistikgruppe, udtaler: ”Undersøgelsen viser, at 59 % forventer en ændret tilgang til risikostyring fremadrettet. Som følge af transport- og logistikvirksomhedernes følsomhed over for den globale udvikling er det vores vurdering, at særligt virksomhederne i sektoren bør have en risikostyringsstrategi, hvor der blandt andet fokuseres på identifikation af kendte og ukendte risici, definition af risikoappetit, risici, som er uden for virksomhederne kontrol, og risici virksomhederne kan påvirke, samt at virksomhederne arbejder med, om disse risici kan undgås, begrænses, deles med andre eller accepteres.

Hos topcheferne ses der i forhold til tidligere undersøgelser et fornyet fokus på at reducere virksomhedens miljø- og klimapåvirkning samt et fokus på virksomhedsetik særligt i forbindelse med udviklingen af organisationer med en høj etisk kultur. Over halvdelen af topcheferne i transport- og logistiksektoren tror på, at en bæredygtig virksomhed i dag hænger sammen med at udvise samfundsansvar, samt også betydningen af tillid og troværdighed i forhold til at bygge bro mellem virksomheden og samfundet.

Forbedring af effektivitet er fortsat højt på dagsordenen

Også forbedring af den operationelle effektivitet, primært via omkostningsreduktioner og outsourcing, er igen i år højt på dagsordenen for CEO’erne i sektoren. Hele 3 ud af 4 CEO’er i sektoren har i de sidste 12 måneder taget initiativer for at reducere omkostninger, og 37 % har udflyttet en forretningsfunktion. En stor andel forventer stadig inden for de næste 12 måneder at implementere yderligere omkostningsreduktioner.

Virksomheder i transport- og logistiksektoren har i særdeleshed måtte tilpasse sig krisen. De sidste år har fokus været på at reducere omkostninger og forbedre effektiviteten, og nu begynder virksomhederne også at kigge ud af efter strategiske samarbejder, der giver mulighed for, at effektiviteten kan øges yderligere, og omkostningerne yderligere kan reduceres,”  siger partner og transport- og logistiksleder i PwC, Bo Schou-Jacobsen.