Lovgivning om CSR-rapportering virker
Danmark er et foregangsland, når det kommer til bæredygtighedsrapportering. Årsregnskabsloven forpligter 1000 virksomheder til at rapportere om deres politikker og aktiviteter på området, og omkring 700 virksomheder skal hvert år indsende grønt regnskab. Mange forventer, at Danmark under EU-formandskabet i 2012 vil arbejde for lovpligtig rapportering om bæredygtighed på EU-niveau.
Mange meninger
Nogle erhvervsledere mener, at kravet om bæredygtighedsrapportering bør afskaffes, fordi det mindsker danske virksomheders konkurrenceevne. Nogle politikere synes imidlertid, at lovgivning om bæredygtighedsrapportering bør gøres mere omfattende for at fremtvinge endnu mere gennemsigtighed. Og endelig er nogle græsrodsbevægelser af den mening, at bæredygtighedsrapportering kan sammenlignes med at male Titanic en anden farve. Det ser måske godt ud, men holder ikke vand på sigt.
Forskningsresultater
Dugfriske forskningsresultater fra henholdsvis London Business School og Harvard Business School, der omfatter flere tusinde respondenter i flere end 50 lande, viser, at bæredygtighedsrapportering virker
(Læs resultaterne her). Bæredygtighedsrapportering styrker virksomhedens bånd til interessenterne, øger tilliden og befæster virksomhedens ”licence to operate” i samfundet. Ydermere sætter bæredygtighedsrapportering gang i aktiviteter, som fører til øget uddannelse, stærkere governance-strukturer, mindre korruption, øget fokus på miljømæssig effektivitet og øget ledelsesmæssig forståelse af, at virksomheden er en integreret del af samfundet. I sidste ende styrker dette virksomhedens konkurrenceposition gennem et stærkere brand, større tillid fra forbrugerne, en lavere risikoprofil, forbedret effektivitet, f.eks. med hensyn til energi og ressourceforbrug, mindre sygefravær og en stærkere virksomhedskultur.
Forskningen viser også, at hvis bæredygtighedsrapporteringen er lovpligtig, og hvis tallene er reviderede, er der endnu større effekt. Forskernes omfattende materiale viser endvidere, at dette holder for virksomheder i både udviklede og mindre udviklede lande samt for store og små virksomheder i alle brancher.
Hvorfor er resultaterne vigtige?
Hvorfor er disse resultater vigtige? Det er de af to grunde. For det første afslutter de diskussionen om, hvorvidt rapportering om bæredygtighed har en effekt. Det har den, og den er positiv. Punktum. For det andet viser resultaterne, at lovgivning om bæredygtighedsrapportering i bund og grund er en positiv ting.
Konklusionen
Konklusionen er, at lovgivning om reviderede bæredygtighedsrapporter er en god ide. Budskabet til erhvervsledere er også klart. Bæredygtighed og den tilhørende rapportering giver en mulighed for at styrke forretningen, øge effektiviteten, skabe tillid i samfundet og øge arbejdsglæden hos medarbejderne.