I mange virksomheder har årsregnskabslovens nye rapporteringskrav skabt ledelsesmæssigt fokus på samfundsansvar og UNGC (UNGC). Det er i sig selv godt. Men samfundsansvar må ikke blot være en rapporteringsøvelse, forankret i virksomhedens kommunikationsafdeling eller i økonomifunktionen. Samfundsansvar skal være en strategiøvelse, der inddrager hele virksomheden, hvis det skal give mening og værdi. Start med at stille jer selv de fire spørgsmål, som vi stiller i denne artikel. Hvis I kan svar klart ja til alle fire, så er I allerede godt på vej til at skabe værdi med UNGC.
Det er ti år siden, FN’s daværende generalsekretær, Koffi Annan, tog initiativ til det, som nu er verdens største initiativ for virksomhedernes samfundsansvar – UNGC. UNGC indeholder ti principper for, hvordan virksomheder bør forholde sig til de mest centrale globale konventioner inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption. Der er nu mere end 7000 virksomheder tilsluttet på verdensplan og mere end 200 i Danmark. UNGC har opnået stor succes, fordi de ti principper (se Tekstboks 1 – UNGC’s ti principper) omformulerer tusindvis af sider af internationale konventioner til ti kortfattede principper, som virksomheder (og organisationer) kan forholde sig til i deres daglige virke. Årsregnskabslovens nye bestemmelse om redegørelse for samfundsansvar (§ 99 a) indeholder en direkte henvisning til UNGC. Virksomheder, som er tilsluttet UNGC og rapporterer i overensstemmelse med UNGC’s regler, er fritaget fra at redegøre for deres politikker og arbejde med samfundsansvar i deres årsrapport. Hertil kommer, at regeringen direkte opfordrer danske virksomheder til at tilslutte sig UNGC. Hensigten er på den ene side, at danske virksomheder skal udvise større samfundsmæssigt ansvar og dermed bidrage til at løse globale problemer (klimaforandringer, faldende biodiversitet, sult, fattigdom, vandmangel, fødevaremangel mv.). Men samtidig lægger regeringen også stor vægt på, at Danmark og danske virksomheder skal bruge ansvarligheden strategisk og til at styrke konkurrencekraften.