Finanstilsynet har i december 2010 og i juni 2011 udsendt bekendtgørelser om krav til ledelse og styring af finansielle virksomheder. Disse bekendtgørelser erstatter tidligere vejledninger på området.
Introduktion
I denne artikelserie sætter vi særligt fokus på bekendtgørelsen for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber. Her får du en introduktion til bekendtgørelsen. Klik på artiklerne og læs mere.
Læs også i denne artikelserie:
Frister og omfang
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 2011. Virksomhederne har fået en frist til henholdsvis den 1. juli 2011 og den 1. januar 2012 til at fremlægge dokumentation for at kravene i bekendtgørelsen er opfyldt.
Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der først og fremmest udfylder de krav og den praksis, der følger af bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed, § 70 og 71. Den præciserer også kravene til bestyrelsens forpligtelser i lovens § 65 og 70 og udfylder kravene til en effektiv virksomhedsstyring i lovens § 71 og til likviditetsstyring i lovens § 152.
Seks fokusområder
Bekendtgørelsen indeholder følgende bilag, som alle giver detaljerede retningslinjer for bestyrelsens og direktionens opgaver og ansvar inden for de enkelte områder:
1. Kreditområdet
2. Markedsrisiko
3. Operationelle risici
4. Likviditetsrisici
5. It-sikkerhed
6. Tilrettelæggelse af arbejdet i bestyrelsen.
Bilag 4 om likviditetsstyring er bl.a. baseret på det reviderede CRD-direktiv (CRD IV) og CEBS-standarderne.
Øgede krav til ledelse og styring
Samlet set er der tale om væsentligt øgede krav til virksomhedernes ledelse og styring.
Finanstilsynet oplyste da også i forbindelse med udsendelsen af bekendtgørelserne, at
”kravene til god selskabsledelse ikke mindst i finansielle virksomheder er øget både som følge af større kompleksitet i omfattede virksomheders aktiviteter og for at reducere risikoen for fremtidige finansielle kriser”.
Baggrund for bekendtgørelserne
Finanstilsynets tidligere praksis på området har været afspejlet i en række vejledninger, udstedt med hjemmel i lov om finansiel virksomhed, § 71. De tidligere vejledninger bliver dermed nu erstattet og ”ophøjet” til egentlige bekendtgørelser på området. Baggrunden for dette er formodentlig, at klargøre overfor virksomhederne, at de omfattende krav, der blev stillet i Finanstilsynets tidligere vejledninger, var ment som minimumskrav. Vejledningerne gav dermed ikke meget plads til virksomhedernes egen fortolkning af bestemmelsernes rækkevidde.
Krav om overholdelse og rapportering
Det er fortsat vigtigt at være opmærksom på, at de nye bekendtgørelser vil blive lagt til grund ved Finanstilsynets undersøgelser af virksomhedernes forhold. Virksomhedernes overholdelse af bekendtgørelserne vil dermed være retningsgivende for Finanstilsynets rapportering af gennemførte undersøgelser, herunder afgivelse af påbud, påtaler og risikooplysninger. Denne rapportering skal offentliggøres af både Finanstilsynet og virksomhederne.
Finanstilsynet planlægger at udstede en vejledning i 2011, som præciserer den risikoansvarliges rolle. Der kommer dermed ikke yderligere vejledning til selve bekendtgørelsen.
Nye krav til bestyrelsens opgaver
I denne artikelserie redegør vi for nyheder og skærpelser i bekendtgørelsen for pengeinstitutter m.fl. i forhold til den tidligere vejledning på området.
Den nye bekendtgørelse for pengeinstitutter m.fl. indeholder således en række nyheder og skærpelser, som i nogle virksomheder tidligere - i et vist omfang - alene fremgik af virksomhedens forretningsgange. Nu skal bestyrelsen også tage stilling til dem ved udformningen af virksomhedens politikker og beredskabsplaner m.v.
Implementeringen af den nye bekendtgørelse vil for de fleste pengeinstitutter kræve en forholdsvis omfattende revurdering af eksisterende organisation, politikker og procedurer.
Bekendtgørelserne indeholder imidlertid fortsat mulighed for fravigelser i situationer, hvor f.eks. virksomhedernes størrelse og kompleksitet kan berettige dette. Omvendt stiller bekendtgørelserne krav om, at virksomheder med omfattende eller mere komplekse aktiviteter skal vurdere, om det er nødvendigt at supplere bekendtgørelsens krav med yderligere tiltag.
Kontakt os
Har du spørgsmål til bekendtgørelsen og om den finansielle sektor, er du velkommen til at kontakte os. Se kontaktdetaljer i højre hjørne.