Børsnoterede selskaber - Anbefalinger for god selskabsledelse - øget fokus på mangfoldighed i bestyrelserne


I 2011 har Komitéen for god Selskabsledelse sat øget fokus på behovet for større mangfoldighed i de danske børsnoterede selskabers ledelser herunder i bestyrelsen. I de tidligere anbefalinger, var der også en anbefaling om, at sikre mangfoldighed i relation til international erfaring, køn og alder, hvorfor det ikke i sig selv er nyt. Men Kommitéen har vurderet, at der er behov for, at få både flere kvinder og flere personer med international erfaring ind i bestyrelseslokalerne.


Der er således indført en ny anbefaling om, at der skal fastsættes en målsætning for mangfoldighed, samt krav om at der oplyses om målsætningen over for omverdenen og om denne løbende status for opfyldelsen heraf.  Med de opdaterede anbefalinger lægges endvidere vægt på, at ledelsen bør sikre fødekæden af ledelsesmedlemmer ved at have fokus på mangfoldigheden på de enkelte ledelsesniveauer.


I forbindelse med offentliggørelsen af de opdaterede anbefalinger udtalte Komitéens formand Birgit Aagaard-Svendsen:


”Mangfoldighed øger kvaliteten af bestyrelsens arbejde og samspillet i bestyrelsen. Det er ikke et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene. Det drejer sig om at gøre brug af hele talentmassen til at udvikle selskaberne.
Komitéen tror, at vi kan komme et skridt videre med mere direkte tale og en kraftigere appel til bestyrelserne om at gøre noget for at øge mangfoldigheden i ledelserne. Budskabet er grundlæggende det samme, som i de tidligere anbefalinger, men nu siger vi direkte, at selskaberne skal arbejde mere med deres indsats for mangfoldighed blandt andet ved at anbefale, at de enkelte selskaber skal opstille en konkret målsætning på området og øge fokus på arbejdet med fødekæden.
De nye anbefalinger skal bringe diskussionen om mangfoldighed frem i de danske bestyrelser. Det er en ledelsesopgave at sikre, at hele talentmassen kommer i spil.”


Ny anbefaling til ledelsen


Såfremt ledelsen vælger at opfylde den nye anbefaling, betyder det:

  • At bestyrelsen hvert år skal drøfte selskabets aktiviteter for at sikre mangfoldighed i selskabets ledelsesniveauer, herunder at der er lige muligheder for begge køn.
  • Der skal fastsættes konkrete mål for mangfoldigheden.
  • I ledelsesberetningen i selskabets årsrapport og/eller på selskabets hjemmeside skal der redegøres for såvel målsætning som status for opfyldelsen heraf.

Den nye anbefaling implementeres i NASDAQ OMX’ regelsæt (efter følg eller forklar princippet) med virkning for regnskabsår, der begynder 1. januar 2011 eller senere. Det vil sige, at det bliver ved aflæggelsen af årsrapporten for 2011 i foråret 2012, at redegørelserne i relation til den nye anbefaling bliver offentliggjort.

 

Afgørelser og udtalelser fra NASDAQ OMX København i 2011

 

En status for 2011


På tidspunktet for udarbejdelsen af dette nyhedsbrev, her i december måned, har NASDAQ OMX København indtil videre offentliggjort 18 påtaler til selskaber noteret på børsen.


En stor del af påtalerne bunder i overtrædelse af klare og på forhånd kendte frister i børsens regelsæt for offentliggørelse af periodiske regnskabsoplysninger samt selskabernes finanskalendere. Sådanne fejl må således primært skyldes dårlig styring i de pågældende selskaber.    


8 af påtalerne vedrører forhold omkring for sen offentliggørelse af årsrapport, årsregnskabsmeddelelse halvårsrapport, kvartalsrapport eller periodemeddelelser. Herudover omhandler 3 af påtalerne for sen offentliggørelse af selskabets finanskalendere, som skal være offentliggjort forud for begyndelsen af regnskabsåret.


De øvrige 7 påtaler vedrører mere individuelle forhold, som har ført til en overtrædelse af børsens regelsæt. 3 af påtalerne omhandler imidlertid overtrædelse af den generelle oplysningsforpligtelse vedrørende intern viden, som skal offentliggøres hurtigst muligt. Sådanne fejl ses jævnligt på trods af det gælder overholdelsen af et helt fundamentalt princip for børsnoterede selskaber.


Eksempelvis vedrører en af sagerne en bestyrelses beslutning om ansættelse af en direktør. Offentliggørelsen skete først dagen efter, hvor bestyrelsens medlemmer havde godkendt indholdet af fondsbørsmeddelelsen. Påtalen faldt, da en offentliggørelse dagen efter normalt ikke kan anses for at være sket ”hurtigst muligt”. ”Hurtigst muligt” betyder, at offentliggørelse skal ske i umiddelbar forlængelse af beslutningen er truffet, men længden af denne periode beror på en konkret vurdering. I ovennævnte sag indebærer det, at beslutningen skulle offentliggøres under bestyrelsesmødet eller senest, når bestyrelsesmedlemmerne havde afsluttet mødet. Er der ikke forberedt et udkast til en fondsbørsmeddelelse på forhånd, må der naturligvis være tid til at skrive denne, men det må således ske under eller lige efter bestyrelsesmødet.