IAS 37 - Udkast til ændringer
Hensatte forpligtelser efter IAS 37
IASB har udsendt ED/2010/1 om måling af hensatte forpligtelser efter IAS 37. Udkastet er udarbejdet på baggrund af de kommentarer, IASB har modtaget til udkast til ændringer af IAS 37 tilbage i 2005. Nærværende nye udkast adresserer udelukkende måling af hensatte forpligtelser - de øvrige ændringer til IAS 37 forventes stort set fastholdt jf. det oprindelige udkast fra 2005. Endelig standard forventes udsendt senere i 2010.
Den væsentligste ændring
Den væsentligste ændring er, at hensatte forpligtelser fremover skal indregnes til dagsværdi – dvs. en sandsynlighedsvægtet værdi. Det er en markant ændring i forhold til i dag, og betyder reelt, at opgørelsen af hensatte forpligtelser i mange tilfælde bliver mere komplicerede.
I den eksisterende IAS 37 har der hidtil været mulighed for at benytte dagsværdi – men herudover har det også været muligt ”blot” at opgøre forpligtelsen til det mest sandsynlige beløb, uanset om der har været flere mulige udfald.
Hensatte forpligtelser skal efter udkastet måles til det laveste af:
a) Nutidsværdien af ressourcer, der skal anvendes til at opfylde forpligtelsen
b) Det beløb virksomheden skal betale, for at afvikle forpligtelsen før tid
c) Det beløb virksomheden skal betale, for at overdrage forpligtelsen til tredjemand
Er virksomheden ikke i stand til at afvikle før tid eller overdrage forpligtelsen, skal den måles til det under a) anførte. Ved måling efter b) eller c) skal der - udover det beløb en tredjepart vil kræve - tages højde for eventuelle omkostninger forbundet med en overdragelse eller afvikling.
Ved måling skal der fremover tages højde for sandsynligheden for mulige beløbsmæssige udfald. Da såvel beløb og tidsmæssig placering af ressourcer, der skal anvendes til at opfylde forpligtelsen, er behæftet med en vis usikkerhed, skal der oplyses herom i årsregnskabet.
Målingen efter a) sker ved at de mulige udfald fastlægges. For hvert muligt udfald estimeres så objektivt som muligt, beløb og betalingstidspunkt. Beløbene tilbagediskonteres og vægtes med det sandsynlige udfald. Summen heraf giver den indregnede værdi. Ved efterfølgende måling, skal forpligtelsen justeres ved udgangen af hver rapporteringsperiode. Ændringer som følge af at tiden går, skal indregnes som renteomkostninger.
Eksempel:
Der er blevet lagt sag an mod en virksomhed. Virksomhedens ledelse vurderer, at der er:
- 20% chance for at selskabet vinder og ikke skal betale noget
- 20% chance for at selskabet skal betale 10 mio.kr. + sagsomkostninger på 1 mio.kr.
- 60% chance for at selskabet skal betale 2 mio.kr. + sagsomkostninger på 0,5 mio.kr.
Efter de nuværende bestemmelser i IAS 37 indregnes som udgangspunkt en hensat forpligtelse på den tilbagediskonterede værdi af 2,5 mio.kr., da det er det mest sandsynlige udfald.
Efter udkastet skal den hensatte forpligtelse måles til den tilbagediskonterede værdi af:
20% x 0 = 0
60% x 2,5 = 1,5
20% x 11 = 2,2
I alt 3,7 mio.kr.