Lovændringerne gør det stadigt muligt at etablere bruttolønsordninger, der er fordelagtige for medarbejderne, det vil sige ordninger, hvor medarbejderen går ned i løn mod at få stillet et gode til rådighed.
For goder som telefon, computere og internet, der hidtil var omfattet af multimediebeskatningen, vil de nye beskatningsregler kunne have væsentlige, negative effekter.
Derfor er der indført overgangsregler, som i perioden til og med 2014 gør det muligt at opretholde ordninger, der er etableret inden 31. december 2011.
De nye regler om beskatning betyder, at det i højere grad er muligt for arbejdsgiverne at stille datakommunikation og computere til rådighed for medarbejderne uden beskatning, når dette skyldes arbejdsmæssige forhold.
Til gengæld indebærer reglerne også, at goder stillet til rådighed gennem en bruttolønsordning som hovedregel anses for ikke at være arbejdsmæssigt begrundede, men alene at opfylde private behov.
Der gør sig endda den særlige regel gældende, at computere, der er stillet til rådighed for privat brug gennem en bruttolønsordning eller anden aftalt lønnedgang bliver beskattet med 50 % af anskaffelsesprisen hvert år!
Derfor vil det fremadrettet næppe kunne betale sig at etablere bruttolønsordninger vedrørende computere, ligesom bruttolønsaftaler om internet og telefoni ikke altid vil være fordelagtige.
Medarbejderne kan normalt kun udtræde af en bruttolønsordning før aftaleudløb, hvis der specifikt er indført mulighed for dette i aftalen. Det kan desuden diskuteres, i hvilket omfang medarbejder og arbejdsgiver i fællesskab kan bringe en bruttolønsaftale til ophør før tid uden negative konsekvenser. Derfor kunne bruttolønsordninger vedrørende computere udløse en ganske ubehagelig, høj beskatning.
Lovforslagets overgangsregler afbøder dog dette problem ved at foreslå, at bruttolønsordninger, som eksisterer allerede før lovens ikrafttræden 1. januar 2012, fortsat alene udløser en beskatning på 3.000 kr. per år i perioden til og med 2014.
Det fremgår dog endnu ikke fuldstændigt tydeligt, om denne beskatning ligger ud over beskatning af fri telefon eller om det er beskatning inklusive eventuel fri telefon/internet.
Overgangsreglerne vedrører ordninger, hvor der er indgået aftale før 1. januar 2012. For aftaler indgået derefter er det derfor de nye regler, der gør sig gældende.
Indtil da er der dog fortsat mulighed for at etablere bruttolønsaftaler om multimedier med en varighed maksimalt frem til udløbet af 2014. Lovteksten er dog efter vores vurdering ikke fuldstændigt klar, idet det ikke helt er afklaret, hvorvidt det er tilstrækkeligt, at bruttolønsaftalen er indgået før 1. januar 2012, eller om det også er nødvendigt, at aftalen er sat i værk.
Dette forventes afklaret i løbet af kort tid, men det er dog på nuværende tidspunkt vores forventning, at det er tilstrækkeligt, at der er indgået aftale vedrørende goder, der på nuværende tidspunkt ville være omfattet af de gældende regler om multimedier.
November 2011
Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.
Vi kontakter dig og aftaler nærmere.