Den fjernede bundgrænse for differencefradrag gør, at det ikke altid er fordelagtigt for medarbejdere, som rejser efter regning, at få dækket enhver lille udgift til diverse småfornødenheder.
Når medarbejderen er på tjenesterejse i over et døgn og ikke kan overnatte hjemme, kan arbejdsgiveren enten udbetale skattefri kostgodtgørelser efter statens satser eller refundere medarbejderens udgifter efter regning.
I den forbindelse dækker refusionen/godtgørelsen i princippet både morgenmad, frokost og aftensmad, men også ”øvrige småfornødenheder”, som medarbejderen måtte have behov for under rejsen – det er f.eks. en kop kaffe, en avis, en is, telefonudgifter eller en lokal busbillet.
En særregel for medarbejdere, som rejser efter regning, giver dog i visse tilfælde adgang til et fradrag ved selvangivelsen.
Hvis medarbejderen alene får godtgjort de faktiske udgifter til måltiderne på rejsen, men ikke får dækket udgifter til diverse småfornødenheder, vil medarbejderen i stedet kunne tage et fradrag på 113,75 kr. pr. rejsedøgn (svarende til 25 % af den maksimale godtgørelsessats på 455 kr./døgn) som et ligningsmæssigt fradrag. Skattebesparelsen for fradraget vil normalt være ca. 33 %.
Denne adgang til fradrag har været der i flere år, men efter regelændringen i 2010, hvor fradrag for medarbejderens udgifter under tjenesterejser blev fritaget fra de 5.500 kroners bundgrænse for lønmodtagerfradrag, er det pludseligt blevet mere relevant at tænke på dette fradrag.
Det er væsentligt at være opmærksom på, at medarbejderen kun kan tage fradraget, hvis arbejdsgiveren overhovedet ikke dækker udgifter til småfornødenheder. Betaler arbejdsgiveren for en kop kaffe på en cafe eller for en avis, bortfalder adgangen til fradrag for hele den pågældende rejse.
Hvis medarbejderen blot har tænkt sig at få refunderet 15 kr. for en ispind, kan det derfor overvejes, om ikke det er en bedre forretning at tage fradrag på selvangivelsen i stedet.
April 2011
Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.
Vi kontakter dig og aftaler nærmere.