Lejlighedsgaver skal blot være ”passende”
Når privatpersoner eller en arbejdsgiver giver en lejlighedsgave, gælder der for fremtiden ikke en 700 kr.’s grænse - nu skal gaven blot være ”passende” til lejligheden.
Skattemyndighederne har i flere år sat en grænse på 700 kr. som maksimumværdi på, hvor meget en julegave fra arbejdsgiveren til en lønmodtager måtte koste, uden at det udløste skattepligt.
Samme skattefrihed gælder også for lejlighedsgaver, men teksten i ligningsvejledningen har i flere år givet anledning til tvivl om, hvorvidt der også gælder en tilsvarende 700 kr.’s grænse for lejlighedsgaver.
SKAT har i deres nye juridiske vejledning fjernet denne tvivl, idet SKAT fastslår, at der ikke gælder nogen faste beløbsgrænser for værdien af lejlighedsgaver - idet SKAT dog samtidig bemærker, at ”lejlighedsgaver med en værdi, der overstiger, hvad der almindeligvis anses for passende, vil være fuldt skattepligtige.”
Virksomhederne har derfor i fremtiden større mulighed for at variere gaveudbuddet i forhold til modtageren og gaveanledningen, men skal samtidig være opmærksom på, at begrebet ”passende” i sidste ende er en konkret vurdering, som SKAT skal foretage.
Indtil grænserne for dette fastlægges i praksis, kan der derfor anbefales en vis forsigtighed.
Samtidig skal man være opmærksom på, at de øvrige krav for at gaver kan være skattefri, stadig er de samme. Der er derfor fortsat kun skattefrihed, når der gives egentlige tingsgaver, dvs. gaver eller ydelser, der ikke har karakter af kontanter.
Desuden vil ikke enhver lejlighed give anledning til en gave. I skatteretlig forstand er en lejlighedsgave således kun en gave, der gives i anledning af hændelser, som efter almindelig forståelse og traditionelt præg vil medføre, at man giver gaver - dvs. eksempelvis bryllupper, sølvbryllupper, runde fødselsdage, barnedåb, når en elev er udlært, jubilæer mv. Er man uden for sådanne lejligheder, vil gaven fortsat være skattepligtig.
Endelig er julegavegrænsen indtil videre den samme – dvs. de 700 kr.
Udsendt den 26. januar 2011