Microsoft licenser via HUP-aftaler er ikke altid skattepligtige

I en ny afgørelse har Skatterådet slået fast, at en arbejdsgiverbetalt Office-licens ikke er omfattet af reglerne om skattepligtige personalegoder, selv om medarbejderne kan bruge licensen til privat brug (en såkaldt 'HUP-aftale'). Licensen bliver derimod omfattet af reglerne om skattefri uddannelse og uddannelsesmateriale, da den anses for at blive tilbudt som led i et konkret kursusforløb.

I tidligere praksis har Skatterådet fastslået, at en ordning, hvor medarbejderne som en del af en virksomheds software-licensaftale med Microsoft fik mulighed for selv at downloade og installere Office-software på deres private computer for et meget lille beløb, ville udløse skattepligt for de medarbejdere, der gjorde brug af tilbuddet.

Skatterådets seneste afgørelse vedrørte en virksomhed, hvis primære forretningsområder var salg af både hardware og software samt en række IT-services. Virksomheden var herudover distributør for Microsoft.

Et konkret kursusforløb

I sagen tilbød virksomheden deres medarbejdere en Office-licens, der gav medarbejderne adgang til at downloade alle programmer i Office for en betaling på maksimum 100 kr. til Microsoft. Licensen kunne bruges på en arbejds-PC hjemme eller til privat brug, og ville ophøre, hvis medarbejderen fratrådte sin stilling hos virksomheden, eller hvis virksomheden opsagde licensaftalen hos Microsoft.

Virksomheden forklarede, at licensen blev tilbudt til medarbejderne for at sikre, at medarbejderne altid var opdateret på den version af software, der til enhver tid var i virksomheden, og som et målrettet led i uddannelse og efteruddannelse af medarbejdernes anvendelse af IT. Den ville blive efterfulgt af interne kurser, on-site træning samt e-learning og indgå som et blandt flere tiltag for at uddanne virksomhedens medarbejdere i ny software.

Skatterådet udtalte, at en Office-licens normalt ville have en sådan værdi og have så generelle anvendelsesmuligheder, at den ikke kunne være omfattet af reglerne for skattefri uddannelse og uddannelsesmateriale – og i stedet ville være et skattepligtigt personalegode.

I denne sag fandt Skatterådet dog, at licensen undtagelsesvis var omfattet af reglerne for skattefri uddannelse og uddannelsesmateriale. Dette skyldes, at licensen blev anset for at blive anvendt i et konkret kursusforløb, da virksomheden benyttede licensen som en del af deres medarbejderes uddannelse i software.

Værdiansættelsen

For virksomheder, der ikke har en struktureret uddannelsesindsats knyttet til HUP-aftalerne, vil der fortsat være skattepligt for medarbejderne af den besparelse, de opnår.  Skatterådets afgørelse lemper dog noget på den hidtidige vurdering af den skattepligtige værdi.

Tidligere har Skatterådet vurderet, at værdien var op til 2.500 kr. for en sådan aftale, men Skatterådet tilkendegav i denne sag, at licensen ikke gav samme adgang til, hvad en Office-licens sædvanligvis ville give adgang til, da den var tidsbegrænset og da medarbejderen ikke kunne råde over licensen i samme omfang som over en 'almindelig' Office-licens.  På den baggrund anerkendte Skatterådet, at værdien af licensen sandsynligvis ville være lavere, end hvad man normalt kunne købe en Office-licens for.

Skatterådet kom ikke med en konkret værdiansættelse af licensen, men i lyset af, at en almindelig Microsoft Home & Student Edition kan anskaffes for under 800 kr., vil værdien sandsynligvis være et stykke under dette ― og dermed vil den eventuelle skattepligtige værdi også være under grænsen for, hvad virksomhederne skal indberette som B-skattepligtige personalegoder.

September 2011

Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.