Social sikring - arbejde i flere lande for én arbejdsgiver

Reglerne om, hvilket lands lovgivning om social sikring der finder anvendelse for personer med arbejde i flere lande, er i løbet af det seneste år blevet ændret på en række punkter. Som arbejdsgiver er det især vigtigt at være opmærksom på, at reglerne er ændret for så vidt angår:

  • Afgrænsningen af, hvilke arbejdsmønstre der udgør arbejde i flere lande.
  • Betydningen af, hvordan ansættelseskontrakterne er formuleret.
  • Afgrænsningen af de aktiviteter, der er omfattet af begrebet lønnet beskæftigelse.
  • Afgrænsningen af, hvornår kan der ses bort fra aktivitet i et givent land.

Hvilket lands lovgivning finder anvendelse?

Udgangspunktet er, at medarbejderen og arbejdsgiveren skal betale sociale bidrag i det land, hvor medarbejderen arbejder. Ifølge EF-forordning 883/04 skal der dog kun betales sociale bidrag i ét land.

Når der udøves lønnet beskæftigelse i flere lande, omfattes medarbejderen ifølge EF-forordning 883/04 af bopælslandets lovgivning, såfremt 25 % eller mere af arbejdet udøves i bopælslandet. Udøves mindre end 25 % af arbejdet i bopælslandet, omfattes medarbejderen af lovgivningen i det land, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted eller sit forretningssted.

Vær opmærksom på, at hvis medarbejderen har flere arbejdsgivere gælder særlige regler.

Arbejdsgiverbegrebet

Vi gør opmærksom på, at datterselskaber, filialer, agenturer mv. af udenlandske virksomheder efter omstændighederne kan udgøre et forretningssted i Danmark. En dansk filial kan således efter omstændighederne anses for at være arbejdsgiver i social sikringsmæssig henseende.

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på social sikring

I mange lande beregnes de sociale bidrag som en procentdel af medarbejderens løn. I Tyskland udgør arbejdsgiverbidragene eksempelvis ca. 40 % af bruttolønnen (dog er bidragene maksimerede). Sammenlignet hermed er de danske sociale bidrag (ATP og øvrige arbejdsgiverbidrag samt arbejdsskadeforsikring) væsentligt lavere. Der kan således være betydelige besparelser forbundet med, at medarbejderen opfylder betingelserne for forsat at være omfattet af dansk social sikring.

Vi anbefaler derfor, at der foretages en vurdering af de konkrete forhold herunder ansættelsesforhold, arbejdsmønster mv. med henblik på muligheden for dansk social sikring under arbejde i udlandet.

April 2013

Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.