Vikardirektivet – stadig ikke noget lovforslag

I slutningen af 2008 blev vikardirektivet vedtaget i EU. Medlemslandene fik 3 år til at foretage national implementering. Den 5. december 2011 udløb så fristen, uden at der var fremsat et lovforslag. Det er således ikke muligt at give en konkret orientering om den danske implementering. Her skitseres formålet med direktivet samt nogle af direktivets særregler.

Direktivets primære formål består i gennemførelsen af et ligebehandlingsprincip for vikaransatte. Vikaransatte skal derfor fremover stilles som en tilsvarende medarbejder hos brugervirksomheden i relation til de væsentligste arbejds- og ansættelsesvilkår. Dette vedrører blandt andet løn og arbejdstid mv. Direktivet indeholder dog en mulighed for, at medlemslandene kan tillade en fravigelse af ligebehandlingsprincippet, hvis vikarbureauet er dækket af en overenskomst, der giver en passende beskyttelse.

Endvidere stilles der krav om, at brugervirksomheden skal informere de vikaransatte om eventuelle ledige stillinger, således at vikarer har øget mulighed for få fast beskæftigelse. Derudover skal vikaransatte fremover have bedre adgang til brugervirksomhedens faciliteter i relation til eksempelvis børnepasning. Der pålægges således brugervirksomhederne større forpligtelser end tidligere, når der anvendes vikarer.

Direktivet berører således ikke kun vikarer og vikarbureauer, men også brugervirksomhederne, hvilket kan tænkes at få betydning for virksomheders anvendelse af vikarer fremover. Direktivet giver ikke vikarerne øgede beføjelser i relation til opsigelse, men omkostningerne forbundet med at anvende vikaransatte vil blive øget som følge af den kommende implementering heraf.

Hvordan denne implementeringslov endeligt kommer til at blive udformet vides endnu ikke, men det ligger fast, at lovgiver skal tage stilling til flere forhold af betydning ved implementeringen.

PwC følger processen og vil orientere nærmere herom, når der foreligger et konkret lovforslag i relation til direktivet.

Udsendt januar 2012
Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.