Kan din virksomhed få godtgjort en andel af afgiften på øl og sodavand fra 1. juli 2013? Anmodningen skal ske senest 10. juli 2013!

Der er fremsat lovforslag om at sænke afgiften på øl og sodavand fra den 1. juli 2013. Forslaget medfører, at din virksomhed har mulighed for at få godtgjort en del af afgiften af de øl og sodavand, som I har på lager den 1. juli 2013. Det er dog en betingelse, at anmodningen om godtgørelse sendes til SKAT senest den 10. juli 2013.

Har din virksomhed sodavand og øl på lager?

Lovforslaget forventes vedtaget torsdag den 27. juni 2013. Vedtages lovforslaget i sin nuværende form, er det muligt for din virksomhed at få godtgjort afgiftsdifferencen for uåbnede øl og sodavand, som din virksomhed har på lager den 1. juli 2013. Med afgiftsdifferencen menes forskellen mellem den afgift, der er betalt og den nye afgiftssats, som er gældende fra den 1. juli 2013.

Anmodningen om godtgørelse skal sendes til SKAT senest 10. juli 2013.

Betingelser for godtgørelse

For at din virksomhed kan få godtgjort differencen af afgiften på øl og sodavand af de varer, som I har på lager den 1. juli 2013, skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Din virksomhed skal udarbejde en specificeret lageropgørelse pr. 1. juli 2013.
  • Din virksomhed skal kende den afgiftssats, der er betalt af varerne (da afgiftssatserne er forskellige i 2012 og 2013).
  • Din virksomhed skal oplyse leverandørens navn, adresse og CVR- eller SE-nummer.
  • Din virksomhed skal kunne dokumentere, at der er betalt afgift af de øl og sodavand, man har på lager, da SKAT kan kræve denne dokumentation.
  • Din virksomhed anmoder SKAT om godtgørelse af afgiftsdifferencen senest den 10. juli 2013.

Kontakt en af vores eksperter, hvis du ønsker assistance eller vejledning

Har du behov for assistance eller vejledning i forbindelse med en beregning af din virksomheds godtgørelse af afgiftsdifferencen af de øl og sodavand, som I har på lager den 1. juli 2013, er du velkommen til at kontakte en af vores eksperter. Du finder kontaktinformationerne øverst til højre.

Juni 2013