SKAT har udsendt retningslinjer for, hvordan kraftvarme- og fjernvarmeværker skal opgøre afgifter på stilstandsvarme.
Østre Landsret har i en afgørelse fra efteråret 2010 fastslået, at stilstandsvarme og opvarmning af olietanke mv. skal anses som procesforbrug. Praksisændringen betyder, at værkerne kan få godtgjort afgifter af dette forbrug efter de almindelige regler.
SKAT har nu udsendt nærmere retningslinjer for opgørelse, frister for tilbagesøgning mv. Mange værker har allerede indsendt et tilbagebetalingskrav. SKATs behandling af sagerne vil tage udgangspunkt i de fælles retningslinjer, så alle sager bliver behandlet ens.
Under visse forudsætninger kan værkerne opgøre kravet tilbage fra april 2005. Fristen for fremsættelse af kravet er 6. januar 2012. Herefter vil det alene være muligt at få opgjort kravet for de seneste tre år.
Opgørelse af tilbagebetalingen skal baseres på målinger. Hvis der i perioden ikke er foretaget måling af stilstandsvarmeforbruget, skal værket kunne fremlægge anden dokumentation for opgørelsen. Endvidere kan værkerne i enkelte tilfælde anmode SKAT om, at opgørelsen af kravet tilbage i tid baseres på fremadrettede målinger i en periode af mindst 12 måneders varighed.
Fremadrettet skal opgørelserne af afgifter på stilstandsvarme baseres på målinger. For at opnå tilbagebetaling af afgifter er det derfor vigtigt, at værkerne foretager målinger af stilstandsvarmeforbruget.
De udsendte retningslinjer indeholder en række specifikke bestemmelser for, hvorledes opgørelserne af afgifter på stilstandsvarme skal foretages. Dette gælder både det bagudrettede krav samt opgørelser fremadrettet. Der indgår således flere forskellige faktorer i beregningen af tilbagebetalingskravet alt afhængig af det enkelte værk.
Ligeledes vil størrelsen af tilbagebetalingskravet også afhænge af forskellige faktorer, f.eks. af anvendte brændsler, produktionsforhold, virkningsgrader mv. Det afgørende er ikke kun værkets størrelse. Selv hos forholdsvis mindre værker kan der være tale om betydelige beløb.
Vi anbefaler, at værkerne tager kontakt til deres afgiftsrådgiver i forbindelse med udarbejdelse af opgørelse. Hos PwC kan vi alt efter det enkelte værks ønsker assistere med en fuldstændig opgørelse samt anmodning til SKAT. Vi kan også assistere i mindre omfang, herunder gennemgang og kvalitetssikring af værkets egne opgørelser. Vi vil ligeledes tage os af den efterfølgende dialog, der eventuelt måtte være med SKAT.