Hasteindgreb vedrørende virksomhedsordningen

Stop for skattebesparelse ved indskud af privat gæld i virksomhedsordningen

Regeringen har i dag, den 11. juni 2014 fremsat et lovforslag, som sætter en stopper for skattebesparelsen ved, at erhvervsdrivende indskyder privat gæld i virksomhedsordningen og dermed kan få fradrag for renteudgiften i virksomhedsindkomsten med op til ca. 56 %.

For at begrænse skattefordelen beregnes der i dag et rentekorrektionsbeløb, som tillægges den personlige indkomst og samme beløb fragår i kapitalindkomsten. Rentekorrektionssatsen svarer i dag til kapitalafkastsatsen, som er 2 % i 2013.

Er indskudskontoen f.eks. negativ med 500.000 kr., tillægges normalt kun 10.000 kr. (2 % af 500.000 kr.) til den personlige indkomst og samme 10.000 kr. fragår i kapitalindkomsten. Er renten på den private gæld større end de 2 %, så fungerer den ”selvkontrollerende effekt” ikke.

Hvis renten på det private lån f.eks. er 6 % og lånet er på 500.000 kr., opnås der derfor reelt en skattebesparelse i virksomhedsindkomsten på 30.000 kr., hvor kun de 10.000 kr. beskattes som personlig indkomst.

For at modvirke dette, forhøjes rentekorrektionssatsen effektivt med yderligere 3 procentpoint. 

Med udgangspunkt i en kapitalafkastsats i 2013 på 2 % ville rentekorrektionssatsen ifølge det nye lovforslag blive på 5 % i 2013. Rentekorrektionsbeløbet kan dog højst blive et beløb, som svarer til virksomhedens nettorenteudgifter.

I takt med at skatteværdien af renteudgifter falder for den del, som overstiger 50.000 kr. for enlige og 100.000 kr. for ægtepar, fra ca. 33 % i 2012 til ca. 25 % i 2019, bliver det mindre attraktivt at indskyde privat gæld i virksomhedsordningen. Det vil i sig selv blive uhensigtsmæssigt at indskyde gæld i virksomhedsordningen, hvis renten på gælden er mindre end den årlige fastsatte rentekorrektionssats.

Derudover indeholder forslaget følgende punkter:

Selvstændige kan fremover kun spare op i virksomhedsordningen, hvis indskudskontoen er nul eller positiv

Kun hvis indskudskontoen er nul eller positiv, kan der spares op i virksomhedsordningen. Acontoskatten på opsparet overskud er ligesom selskabsskatten nedsat til 24,5 % i 2014, 23,5 % i 2015 og 22 % fra og med 2016.

Hvis aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, fremover stilles til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses et tilsvarende beløb for hævet af den selvstændige

Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for privat gæld den 11. juni 2014 eller senere, anses et beløb svarende til størrelsen af den stillede sikkerhed for hævet i virksomhedsordningen. Der kan heller ikke foretages opsparing af virksomhedens overskud, så længe virksomhedens aktiver står som sikkerhed.

For selvstændige, der ved lovforslagets fremsættelse den 11. juni 2014 anvender virksomhedsordningen, og som allerede har stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for gæld, som ikke indgår i virksomhedsordningen, eller har en negativ indskudskonto, suspenderes muligheden for at spare op i ordningen på indkomst, som erhverves fra og med den 11. juni 2014. Udgifter, som ikke kan henføres til et bestemt tidspunkt, fordeles forholdsmæssigt på perioden henholdsvis før og efter den 11. juni 2014.

I bekræftende fald skal der derfor i 2014 foretages en delårsindkomstopgørelse fra 1. januar 2014 til 10. juni af indtægter og udgifter, og en tilsvarende opgørelse fra 11. juni 2014 til indkomstårets afslutning, typisk 31. december 2014.

Ovenstående gælder dog kun, hvis summen af den nominelle værdi af den negative indskudskonto og en eventuel sikkerhedsstillelse overstiger 100.000 kr. En negativ indskudskonto er udtryk for, at der er optaget et privat lån i virksomhedsordningen.

Ikrafttræden

Vedtages lovforslaget i nuværende form, har det virkning for sikkerhedsstillelser, der foretages fra og med den 11. juni 2014.

Forhøjelse af rentekorrektionssatsen har virkning fra og med indkomståret 2015.

Juni 2014

 

 

Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.