Praksisændring kommer til at koste pengeinstitutterne penge

Nyt styresignal fra SKAT indskrænker pengeinstitutters adgang til at anvende nettorenteprincippet ved opgørelse af den delvise momsfradragsprocent. Dette vil for mange pengeinstitutter betyde en reduktion af den delvise momsfradragsprocent, hvilket også kan få betydning for lønsumsafgiftspligten. Praksisændringen sker med virkning fra den 1. januar 2014.

Baggrunden for indskrænkningen

Højesteret fastslog sidste år, at et factoringselskab ikke havde adgang til at modregne renteudgifter til sit moderselskab ved opgørelsen af selskabets delvise momsfradragsprocent. På trods af at dommen vedrørte et factoringselskab, er det SKATs vurdering, at dommen også har betydning for pengeinstitutter.

SKAT indskrænker således pengeinstitutters adgang til at modregne visse renteudgifter i renteindtægter ved opgørelse af den momsfritagne omsætning, der indgår i opgørelsen af momsfradragsprocenten.

Praksisændringen sker med virkning fra den 1. januar 2014.

SKATs styresignal

SKAT fastslår i styresignalet, at der er adgang for pengeinstitutter til at modregne renteudgifter fra egne udlånskunder. Der er derimod ikke adgang til modregning af 'renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstitutters udlån'.

Styresignalet kan forstås således, at der fortsat er adgang til at modregne renteudgifter vedrørende bl.a. Nationalbanken, obligationer og finansielle instrumenter.

SKATs praksisændring vil betyde en reduktion af pengeinstitutters delvise momsfradragsprocent, og dermed også øge lønsumsafgiftsbetalingen ved anvendelse af 60/40-fordelingen. For pengeinstitutter, der rammes af praksisændringen, anbefaler vi, at det overvejes, om der kan foretages tidsregistrering i forhold til opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget.

PwC’s vurdering

Det er vores vurdering, at SKATs styresignal er udtryk for en klar overfortolkning af Højesterets dom. Vi mener således ikke, at dommen kan udstrækkes til også at omfatte pengeinstitutter, og vi vurderer, at der er gode argumenter for at udfordre styresignalet.

Det er ligeledes vores vurdering, at det i det mindste er særdeles kritisabelt, at SKAT ændrer praksis med tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2014.

Det følger af SKATs egne retningslinjer, at der skal udstedes et styresignal i forbindelse med en praksisændring, ligesom et styresignal normalt først har virkning 6 måneder efter offentliggørelsen for at give berørte virksomheder en vis mulighed for at indrette sig herefter. 

Vi står naturligvis til rådighed for en uforpligtende drøftelse af styresignalets konsekvenser.

Udsendt april 2014