Mødemoms - lempet praksis for at undgå forældelse
Skat har i fredags i en intern meddelelse meldt ud, at virksomheder kan afbryde forældelsen for krav fra før år 2001 ved rejse et foreløbigt/skønsmæssigt krav om tilbagebetaling af mødemoms senest den 31.12.2010
Man kan på denne måde ved at indsende en anmodning til SKAT inden nytår vente med at opgøre den egentlige talbehandling og yderligere underbygning af eventuelle skøn efter nytår på samme måde som krav vedrørende 2001 - 2010 kan rejses efter nytår.
Der skal dog indsendes en sandsynliggørelse af virksomhedens krav, dvs. et form for kvalificeret skøn afhængig af den konkrete virksomheds natur. Det er oplagt at tage udgangspunkt i de seneste års niveau, hvis kravet for disse år allerede er opgjort. Vi mener også at man kan tage udgangspunkt i, hvor mange møder, man tror man har i virksomheden per år, hvor mange deltagere der gennemsnitligt er, hvordan medarbejderantallet har udviklet sig mv.
Kravet kan indsendes per mail via www.skat.dk - igennem deres kontakt email formular, hvor man vil modtage en kvitteringsmail som dokumentation for, at kravet er indsendt rettidigt.
Mailen bør efter vores mening vedhæftes et brev og evt. et regneark eller andet materiale, der viser, hvordan det skønnede krav fordeler sig på regnskabsår.
Vi anbefaler, at man skønner i overkanten rent beløbsmæssigt - alene af den grund, at vi ikke tør garantere, at Skat vil udbetale et højere beløb end ansøgt, selvom Skat i øvrigt måtte være enig i, at der faktisk er basis for et større beløb end det faktisk rejste krav.
Endelig bør man skrive i brevet, at kravet er skønsmæssigt opgjort, og at man i øvrigt vil vende tilbage efter nytår med en nærmere begrundelse/opgørelse mv. og et krav vedr. 2001-2010.