Skal der betales moms af forsikring ved leasing?

Baggrund for sagen

Det bindende svar vedrører et selskab, hvis primære aktivitet er leasing af diverse IT-udstyr m.v. til erhvervskunder. Leasingtager bærer risikoen for den leasede genstand, hvorfor selskabet betinger sig, at genstanden er behørigt forsikret. Selskabet forsikrer genstanden for leasingtagers regning.

I tilfælde, hvor leasingtager allerede har tegnet behørig forsikring eller på anden måde sørger for at dække risikoen på fuldt betryggende måde, kan leasingtager blive tilbudt en leasingaftale, hvor der ikke er indeholdt et forsikringselement.

Spørgsmålet er, om leasingaftalen inklusive forsikringen udgør én samlet momspligtig ydelse, eller om der er tale om to hovedydelser, hvor forsikringsdelen er momsfritaget.

Skatterådet: Én samlet momspligtig ydelse

Skatterådet fastslog, at leasingaftalen inklusive en forsikring af leasinggenstanden er én samlet momspligtig ydelse. Rådet lagde i denne sammenhæng vægt på, at selskabet i eget navn tegner nødvendige forsikringer, hvis ikke andet er aftalt.

Viderefaktureringen af de afholdte udgifter til køb af forsikringsydelser blev derfor anset som bi-omkostninger til leasingydelsen og dermed momspligtige, uanset om forsikringen blev udspecificeret på fakturaen, og uanset om det var den faktiske omkostning eller med mark-up, der blev viderefaktureret.  

PwC: Ændring af praksis?

Der foreligger en Landsskatteretskendelse fra 2001, hvor Landsskatteretten kom frem til, at forsikringsdelen ved leje af personbiler var en særskilt hovedydelse og dermed momsfritaget.

Skatterådet nævner denne landsskatteretskendelse, men ikke desto mindre kommer Skatterådet frem til, at forsikringsdelen er momspligtig i den konkrete afgørelse.

Det fremgår ingen steder, at der er tale om en praksisændring af Landsskatterettens kendelse fra 2001.

PwC: Aftalen er afgørende

Med Skatterådets bindende svar vil det – efter PwC’s opfattelse – derfor være muligt for det enkelte leasingselskab at behandle den forsikringsydelse, der er knyttet til leasingydelsen, som 

  • en momsfritaget selvstændig ydelse, eller
  • en momspligtig bi-omkostning til leasingydelsen.

Afgørende i denne sammenhæng kunne se ud til bl.a. at være, hvorvidt det er udgangspunktet, at forsikringen tegnes via leasingselskabet, eller om langt størstedelen af leasingtagerne har valgt at tegne via eget forsikringsselskab.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker en nærmere vurdering, er du velkommen til at kontakte os.

Udsendt november 2013