Nu skal der moms på skolernes kursusaktivitet - Praksisændring!

Vestre Landsret har i ny dom fastslået, at en erhvervsskole er momspligtig i forbindelse med udbud af kurser, der primært retter sig mod erhvervsvirksomheder og institutioner mv. og som udbydes under reglerne om indtægtsdækket virksomhed.

Dommen er særdeles relevant og interessant for alle skoler, der har den slags kurser, fordi skolerne opnår øget fradrag for moms, fritagelse for lønsumsafgift og øget godtgørelse af energiafgift.

Det forhold, at skolen skal opkræve moms hos kursusdeltagerne (disses firmaer/arbejdsgivere) er uden reel betydning i langt de fleste tilfælde, fordi disse kursuskøbere - både private og offentlige - kan få momsen godtgjort.

Dommen har den konsekvens, at skoler mv. skal vurdere, om de kurser, der udbydes, er momspligtige.

På baggrund af dommen kan der anmodes om tilbagebetaling af moms og afgifter (genoptagelse) i alt fald tilbage til 2003, men de nærmere retningslinjer forventes fra SKAT senere.

Selvom det endnu ikke er afklaret, om dommen vil blive anket til Højesteret, vil vi klart anbefale, at den enkelte skole mv. overvejer dommens konsekvenser fremadrettet, og at man i videst muligt omfang beholder gammelt regnskabsmateriale med henblik på eventuelle tilbagebetalinger vedrørende de kurser, der er gennemført de senere år.