SKAT: Vi straffer ikke med bøde ved forkert lønsumsafgiftsberegning

I den seneste lønsumsafgiftsbekendtgørelse er der i straffebestemmelserne lavet en forkert henvisning til den nyindførte 60/40-fordeling ved opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget. Skatteministeriet har over for PwC oplyst, at de p.t. ikke har tænkt sig at indføre en straffebestemmelse.

I vores seneste nyhedsbrev gjorde vi opmærksom på, at der i den seneste lønsumsafgiftsbekendtgørelse var indført mulighed for, at SKAT kunne straffe finansielle virksomheder med bøde, hvis lønsumsafgiftsgrundlaget ikke enten opgøres ud fra en konkret tidsregistrering eller efter den nye 60/40-metode indført 1. marts 2013. Henvisningen til 60/40-reglen er dog en fejl, og vi har fået oplyst hos Skatteministeriet, at SKAT i hvert fald ikke p.t. har til hensigt at give bødestraf til finansielle virksomheder, der ikke har fået implementeret ordningen.

Ændringen i bekendtgørelsen er derfor blot en præcisring af, at 60/40-fordelingen kan anvendes på alle medarbejdere herunder også dem, der alene er beskæftiget med de momsfrie aktiviteter. SKAT præciserer også i deres nyeste version af SKATs lønsumsafgiftsvejledning, at medarbejdere beskæftiget med rent momspligtige aktiviteter kan holdes helt uden for lønsumsafgiftsgrundlaget ved opgørelse efter 60/40-metoden.

Derudover er det SKATs holdning, at de kun accepterer en konkret tidsregistrering over den tid, der anvendes på henholdsvis lønsumsafgiftsfrie og lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. Vi mener, at SKAT bør udfordres på dette punkt og at der bør være plads til andre rimelige skøn over det anvendte tidsforbrug på lønsumsafgiftsfrie aktiviteter.

Udsendt september 2013