SKAT skriver, at EU-domstolens AMBI-dom ikke giver anledning til endnu en tilbagesøgning fra danske virksomheder. Det tyder dog på, at SKAT lader en kattelem stå på klem, idet EU-domstolens besvarelse nu skal indgå i retssagen ved Østre Landsret, der var årsagen til, at EU-domstolen blev inddraget.
Fremadrettet forventer vi derfor nye sager om tilbagesøgning.
PwC vurderer, at en fornyet ret til tilbagesøgning kun kommer på tale, hvis det kan påvises, at Danmark oprindeligt har sørget for, at danske virksomheder effektivt og ubetinget er blevet afskåret fra at gøre deres ret gældende. Det er vanskeligt at bevise, og kan derfor resultere i endnu en sag ved EU-domstolen.
Hvis de danske virksomheder kan gøre deres krav om tilbagesøgning gældende, er der ifølge PwC tale om en ekstraordinær situation, der sætter de almindelige frist- og forældelsesregler ud af spil. Derfor er det uklart, hvilke retslige regler, der vil gøre sig gældende.
Sagerne er samtidig af så principiel karakter, at SKAT formentlig i videst muligt omfang vil klarlægge dette spørgsmål hos domstolene. Dette understreges af, at SKAT foreløbig har afvist, at sagerne giver anledning til genoptagelse, og således har sparket AMBI-sagerne til hjørne.
En lang række virksomheder har allerede undersøgt størrelsen af et eventuelt krav om tilbagesøgning, og er derfor i stand til at gøre et sådant krav gældende over for SKAT. Er det tilfældet for din virksomhed, så anbefaler vi, at I rejser kravet over for SKAT.
Hvis din virksomhed ønsker at fremsætte et krav over for SKAT, vedlægger vi en standardskabelon, som I kan bruge.
Det er ikke til at forudse, hvordan SKAT vil forholde sig til de krav, der allerede nu rejses. SKATs reaktion kan være alt fra en blank afvisning til at sætte behandlingen i bero, mens den igangværende sag ved Østre Landsret stadig verserer.