Det nye servicefradrag – tilskud til arbejdsløn til hjælp og istandsættelse af dit hjem

Få SKAT til at betale en andel af dine private udgifter til arbejdsløn til hjælp og istandsættelse af dit hjem.

Med vedtagelsen af lovforslag L208 er der indført en ny fradragsmulighed, der indebærer, at personer, der er fyldt 18 år, kan fratrække op til 15.000 kr. årligt til hjælp og istandsættelse af hjemmet.

Servicefradraget indtastes i TastSelv-systemet som et ligningsmæssigt fradrag. Hvis du har anvendt 15.000 kr. til hjælp og istandsættelse af dit hjem og fratrækker beløbet på din selvangivelse, indebærer dette, at din nettoudgift til hjælp og istandsættelse af dit hjem udgør ca. 10.000 kr. Dette skyldes, at du via dit fradrag på selvangivelsen får ca. 5.000 kr. tilbage i SKAT. Skatteværdien af et ligningsmæssigt fradrag udgør således ca. 5.000 kr. Det præcise beløb afhænger af, hvilken skattekommune du betaler skat til.

Hvilke ejendomme er omfattet?

Servicefradraget omfatter hjælp og istandsættelse af dit hjem, uanset om du bor til leje, ejer en andelsbolig eller ejer en ejerbolig/ejerlejlighed. Der skal blot være tale om, at ejendommen er dit hjem. Dette medfører, at du kan fratrække hjælp og istandsættelse til dit sommerhus, hvis du lovligt anvender dit sommerhus som helårsbolig. Øvrige sommerhuse er dermed ikke omfattet af ordningen.

Hvilken type udgifter er omfattet?

Det er alene arbejdsløn, der kan fratrækkes. Det er derfor nødvendigt, at en faktura fra en momsregistreret virksomhed er opdelt således, at det tydeligt fremgår, hvor stor en andel af den samlede faktura, der udgør betaling for arbejdsløn.

Hjælp i dit hjem

Hjælp i dit hjem omfatter eksempelvis: Almindelig rengøring, vinduespudsning, babysitning, hente og bringe børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktivitet, almindeligt havearbejde, snerydning og lignende.

Hjælp i dit hjem kan udføres af både momsregistrerede virksomheder og personer over 18 år, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Istandsættelse af dit hjem

Istandsættelse af dit hjem omfatter eksempelvis: Reparation, renovering, isolering og udskiftning af tag, tagrender og afløb, reparation eller udskiftning af ruder og vinduer, terrassedøre, yderdøre, reparation, maling og isolering af ydervægge, forbedringer af boligens tilgængelighed for handicappede, fornyelse eller etablering af dræn, radonsikring, installation af solfangere, solceller og varmepumper, reparation eller fornyelse af køkken, bad og elinstallationer, gulvarbejder, brandsikring, herunder nettilsluttede røgalarmer, installation eller forbedring af ventilation, afløbsinstallationer, reparation eller udskiftning af vandinstallationer, olie- eller gasfyrskedler, varmeanlæg, varmestyringsanlæg, fjernvarme units, maler- og tapetserarbejder og lignende.

Istandsættelse af dit hjem skal udføres af momsregistrerede virksomheder. Udenlandske håndværkere er omfattet af ordningen, hvis de er momsregistreret i Danmark.

Hvornår kan man fratrække servicefradraget?

Ordningen med servicefradrag gælder i perioden fra den 1. juni 2011 til og med 2012. Dette indebærer, at du på din selvangivelse kan fratrække udgifter til arbejdsløn, der vedrører arbejde, der er betalt og udført i perioden 1. juni 2011 til og med 31. december 2012.

Krav til dokumentation

For hjælp i dit hjem udført af en privatperson kan der laves en serviceattest med personens CPR-nummer og kontonummer.

For istandsættelse af dit hjem skal du gemme og opbevare dokumentation for det udførte arbejde i form af faktura med CVR-nr., fakturanummer og specifikation af den del af prisen, der går til arbejdsløn.

For både hjælp i dit hjem og istandsættelse af dit hjem skal lønudgifter og fakturaer betales via bank eller netbank, og du skal gemme og opbevare dokumentation for udbetalingerne.

Udsendt juni 2011, opdateret marts 2012