Danske regler om exitbeskatning er EU-stridige

Europa-Kommissionen har besluttet at indbringe Danmark samt Nederlandene og Spanien for EU-Domstolen på grund af deres bestemmelser om exitbeskatning af virksomheder.

Skatteregler i Danmark, Nederlandene og Spanien indebærer exitbeskatning af virksomheder, der ophører med at være skattemæssigt hjemmehørende i disse lande eller overfører aktiver og passiver til et fast driftssted eller et hovedkontor i en fremmed stat. I disse transaktioner beskattes virksomheder af deres urealiserede kapitalgevinster, mens tilsvarende transaktioner inden for disse lande ikke beskattes.

Kommissionen vurderer, at gældende regler i Danmark, Nederlandene og Spanien er EU-stridige, da de indebærer ulovlig begrænsning af etableringsretten. De pågældende regler kan få virksomheder til at afholde sig fra at forlade disse lande eller at flytte aktiverne til udlandet.

Kommissionen sendte i marts 2010 en begrundet udtalelse – andet trin i en traktatbrudsprocedure – til disse tre lande. Eftersom de ikke har efterkommet EU-lovgivningen, har Kommissionen besluttet at indbringe sagerne for EU-Domstolen.

 

PwC kommentar:

Der er blevet rejst lignende sager mod Belgien (af Europa-Kommissionen) og Norge (af ESA, EFTA-Tilsynsmyndigheden) samtidigt med, at der allerede verserer to sager om exitbeskatning af virksomheder ved EU-Domstolen (C-371/10 National Grid Indus BV og C-38/10 Kommissionen mod Portugal). Henvisning af Danmark, Spanien og Nederlandene til EU-Domstolen viser Europa-Kommissionens vilje til at gå videre på området med exitbeskatning af virksomheder.

For Danmarks vedkommende vil ændringen af nuværende regler om exitbeskatning medføre, at der ikke kan gennemføres en umiddelbar beskatning af urealiserede gevinster på aktiver og passiver på tidspunktet for faktisk overførsel til udlandet. 

Kommissionen har i sin meddelelse om exitbeskatning fra 2006 (Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: Exitbeskatning og behovet for samordning af medlemsstaternes skattepolitik, KOM(2006) 825) givet udtryk for sin accept for beskatningen, hvis den udskydes til et senere tidspunkt, når der rent faktisk sker realisation. Det betyder, at en medlemsstat, der ønsker at udøve sin beskatningsbeføjelse over forskellen mellem et aktivs bogførte værdi og markedsværdi på overførselstidspunktet, kan beregne det indkomstbeløb, som den ønsker at bevare sin beskatningsret for, forudsat at det ikke fører til en umiddelbar beskatning, og at der ikke knyttes yderligere betingelser til henstanden. I tilfælde af henstand kan medlemsstaterne i rimeligt omfang kræve, at den skattepligtige holder skattemyndighederne regelmæssigt informeret om, hvorvidt de overførte aktiver fortsat er i dennes besiddelse eller er blevet afhændet, forudsat at en sådan pligt ikke går videre end hvad, der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, og ikke er til hinder for, at den skattepligtige kan udøve sine traktatfæstede rettigheder. I denne sammenhæng udgør immaterielle rettigheder en særlig problemstilling, da et aktiv som f.eks. et patent ofte ikke afstås, men beholdes af virksomheden til patentudløb.

Udsendt den 15. december 2010.