Exit-beskatning af selskaber – Danske regler er ikke i overensstemmelse med EU-retten

EU-Domstolen har den 18. juli 2013 underkendt de danske regler i selskabsskattelovens § 8, stk. 4 om beskatning af selskaber, der flytter aktiver/passiver til en anden EU eller EØS-medlemsstat (sag C-261/11).

Domstolens afgørelse i sagen mod Danmark følger dermed den efterhånden faste praksis for exit-beskatning af selskaber, der fastslår, at medlemsstaterne godt nok har ret til at beskatte urealiserede avancer, når selskaber flytter aktivitet til en anden medlemsstat, men at ”fraflytter-staten” ikke kan op-kræve den beregnede avanceskat på tidspunktet for flytningen. Medlemsstaterne skal derimod give skatteyder mulighed for at opnå henstand med skattebetalingen. Formålet med henstandsordningen er, at selskaber, der flytter aktivitet til en anden medlemsstat, i videst muligt omfang skal behandles som et selskab, der flytter aktivitet inden for én medlemsstat, hvor der jo normalt ikke sker beskatning af urealiserede avancer.

I Domstolens tidligere praksis har det ikke været helt klart, om henstand med betaling af exit-skat skulle gælde helt frem til en senere faktisk afståelse af de ”flyttede” aktiver/passiver. Såfremt dette var tilfældet, ville en henstandsordning i princippet kunne medføre en uendelig udskydelse af skatteopkrævning for avancer vedr. aktiver/passiver, der ikke var bestemt for senere afståelse. Forholdet blev derfor også gjort gældende af Danmark under sagen til støtte for, at den nuværende danske ordning for exit-beskatning udgør den mindst byrdefulde metode for beskatning/skatteopkrævning, når det samtidig skal sikres, at Danmark ikke helt mister muligheden for at opkræve den beregnede exit-skat. Domstolen afviste imidlertid dette synspunkt, men bemærker, at en henstandsordning ikke nødvendigvis skal gælde helt frem til den faktiske afståelse af ”flyttede” aktiver/passiver.

Da de danske regler i selskabsskattelovens § 8, stk. 4, ikke giver nogen mulighed for henstand med betaling af exit-skat, konkluderer Domstolen derfor ikke overraskende, at de danske regler er i strid med TEUF artikel 49 og EØS-aftalens artikel 31 om etableringsfrihed.

De danske regler må derfor også snarest forventes ændret i overensstemmelse med Domstolens afgørelse, men der er endnu ikke fremsat forslag om nye regler, ligesom der ikke på nuværende tidspunkt foreligger nærmere oplysninger om de forventede ændringer af de danske regler.

PwC kommentar

Domstolens afgørelse i sagen mod Danmark er den femte EU dom om exit-beskatning af selskaber. Domstolens praksis i de forudgående sager har været meget klar, og resultatet af sagen mod Danmark var derfor også ventet.

Dommen i sagen mod Danmark er dog alligevel interessant, da Domstolen i denne sag i hvert fald delvist giver svaret på én af de væsentligste uafklarede problemstillinger vedrørende regler om exit-beskatning: Spørgsmålet om henstandsordning og hvorvidt EU-retten kræver, at der gives henstand med betaling af exit-skat frem til de ”flyttede” aktiver/passiver rent faktisk afstås.

Det kan således hævdes, at kun en henstandsordning, der løber helt frem til det faktiske afståelsestids-punkt, sikrer, at grænseoverskridende flytning ikke stilles dårligere end tilsvarende flytninger inden for én medlemsstat. Som bemærket ovenfor er det tilsyneladende Domstolens holdning, at medlemsstaterne skal have mulighed for at opstille egne kriterier for betaling af skat under en henstandsordning, der sikrer, at den beregnede exit-skat ikke kan udskydes i det uendelige - uanset at dette jo nødvendigvis vil fremrykke beskatningstidspunktet for de ”flyttede” aktiver set i forhold til et selskab, der ikke ”flyttede” aktiver/passiver til en anden medlemsstat.

Domstolens afgørelse i sagen mod Danmark giver dog ikke nærmere retningslinjer for udformning af en passende henstandsordning, og denne problemstilling må derfor forventes at give anledning til en del debat fremover.

Dommen i sagen mod Danmark vedrører alene reglerne i selskabsskattelovens § 8, stk. 4 om flytning af aktiver/passiver fra Danmark til et fast driftssted i udlandet eller flytning af aktiver/passiver fra et fast driftssted i Danmark til et hovedkontor i en anden EU/EØS-medlemsstat. Det må dog forventes, at dommen også giver anledning til at ændre øvrige danske regler om exit-beskatning ved bl.a. flytning af ledelsens sæde (selskabsskattelovens § 5, stk. 7) og i forbindelse med grænseoverskridende fusioner, spaltning og tilførsel af aktiver (fusionsskattelovens §§ 15-15 d), da disse regler i hovedtræk svarer til de nu underkendte regler i selskabsskattelovens § 8, stk. 4.

I forbindelse med ændring af de danske regler om exit-beskatning må det også forventes, at der indføres en genoptagelsesadgang for selskaber, der er blevet ramt af de EU-stridige danske regler.

PwC står naturligvis til rådighed med nødvendig vejledning og yderligere rådgivning om exit-beskatning af selskaber, herunder også i forhold til selskaber, der tidligere er blevet beskattet ved flytning af aktiver/passiver til en anden EU/EØS-stat, hvor der kan være mulighed for tilbagebetaling af den opkrævede danske skat.

August 2013