Fradrag for valutakurstab på udenlandske investeringer

Der er nu blevet fremsat et lovforslag i Holland, hvorefter valutakurstab kan fratrækkes efter principperne i Deutsche Shell-sagen. Samtidig bliver valutakursgevinster på de samme investeringer skattepligtige. Derudover indeholder forslaget regler, der skal forhindre, at det samme valutakurstab fratrækkes to gange. Efter gældende skattelovgivning er valutakursgevinst- og tab på udenlandske kapitalinteresser undtaget for beskatning i Holland, og Holland anerkender ved lovforslaget, at de gældende regler ikke er i overensstemmelse med Deutsche Shell-dommen.


De foreslåede regler skal kun gælde for de hollandske selskaber, der har taget fradrag for valutakurstab i deres skattepligtige indkomst. Forslaget benævnes som en ”midlertidig ordning”, hvilket kan tyde på, at flere lovændringer på dette område vil blive gennemført i Holland inden for overskuelig fremtid.


PwC’s kommentar:

I lighed med gældende hollandske skatteregler er det ikke muligt at fratrække valutakurstab på udenlandske investeringer efter den gældende danske skattelovgivning. I medfør af Deutsche Shell-afgørelsen er disse regler til hinder for etableringsretten, når der er tale om et ”endeligt” valutakurstab, dvs. et tab, som skatteyderen ikke kan opnå fradrag for enten i etableringsstaten eller moderselskabs-staten (for eksempel på grund af opløsning af en udenlandsk filial eller filialens omdannelse til et selskab). Den foreslåede hollandske lovændring taler for, at også de danske regler er i strid med EU-retten på dette punkt.


Der er os bekendt ikke en dansk lovændring på vej, men derfor bør danske koncerner med filialer/faste driftssteder samt fast ejendom beliggende inden for EU alligevel overveje muligheden for et fradrag for valutakurstab efter principperne i Deutsche Shell-dommen.  

 

Se EUDTG-Newsalert 2011 - 006