Omsætningsafgift på finansielle transaktioner?

EU-Kommissionen fremsatte 28. september 2011 sit forslag om indførelse af en afgift på finansielle transaktioner inden for EU (Financial Transaction Tax -  FTT). Hensigten er, at afgiften skal opkræves på alle transaktioner med finansielle instrumenter, hvor mindst én af parterne er etableret i EU. De afgiftspligtige vil være finansielle institutioner efter en bred definition. Hvis samtlige EU-medlemsstater kan blive enige om udformningen af afgiften, vil de nye regler træde i kraft den 1. januar 2014.

Baggrund

 Som følge af finanskrisen har alle 27 EU-medlemsstater oplevet en markant stigning i den offentlige gæld og regeringerne har ydet finanssektoren betydelig finansiel støtte i den periode. Det er EU-Kommissionens opfattelse, at finanssektoren også har nydt godt af lave skatter i de senere år, blandt andet på grund af momsfritagelse på finansielle tjenesteydelser. Derfor mener EU-Kommissionen, at en ny afgift på finanssektoren vil sikre, at de finansielle institutioner bidrager til omkostningerne ved den økonomiske genopretning. En sådan afgift skal også forhindre risikable og uproduktive handler.

Det er EU-Kommissionens hensigt, at 85 % af de finansielle transaktioner mellem finansielle institutioner pålægges afgiften. Borgerne og virksomhederne skal ikke omfattes af afgiften, hvilket betyder, at realkreditlån, banklån, forsikringsaftaler og andre almindelige finansielle aktiviteter, som udføres af privatpersoner eller mindre virksomheder, ikke bliver berørt af forslaget.

EU-Kommissionens forslag er et resultat af en længere analyse af mulige afgiftsalternativer. EU har parallelt med analysen på EU-plan også arbejdet for en indførelse af en global afgift på finansielle transaktioner.


Forslagets indhold

Transaktioner
Forslaget indeholder en bred definition, om hvilke transaktioner, der skal være omfattet af afgiften. Såvel køb som salg af aktier, obligationer og indgåelse af finansielle kontrakter og valutakurshandler (dog ikke spothandler) vil være omfattet, uanset om disse transaktioner sker på et reguleret marked eller på et OTC-marked. Der vil heller ikke være forskel på, om handlen sker mellem koncernforbundne parter eller med tredjepart.   

Parter
De afgiftspligtige vil i princippet være alle typer af tilsynspligtige finansielle institutioner, men også andre finansielle institutioner, som ikke er under tilsyn. Det er uden betydning, om den finansielle institution handler i eget navn eller på vegne af andre. Central- og nationalbanker samt f.eks. værdipapircentraler vil ikke være omfattet af afgiften.

Afgiftens størrelse
Aktie- og obligationshandler foreslås beskattet med 0,1 % og derivatkontrakter med 0,01 %.

Næste skridt
Forslaget bliver drøftet af alle medlemsstater i EU's Ministerråd, og forelagt af EU-Kommissionen på G20-mødet i november med henblik på at forsøge at få indført en global omsætningsafgift på finansielle transaktioner.