Det er vigtigt at overholde fristen for aflevering af selvangivelsen, ellers pålægger SKAT kontrollovstillæg på op til kr. 5.000 pr. selvangivelse afhængig af, hvor sent selvangivelsen afleveres.
SKAT har tilsyneladende strammet op på sin administrative praksis i forhold til skatteyders bevis for, at selvangivelsen er afleveret til tiden. Udmeldingen er, at der skal være ”håndfaste” beviser for aflevering til SKAT. At man kan henvise til at fremsendelse er sket (rettidigt) ved f.eks. at fremvise kopi af følgeskrivelse eller lignende fremsendelsesbrev er tilsyneladende ikke nok, hvilket også omfatter angivelse i intern postbog.
Det skal således enten dokumenteres, at indlevering til normal forsendelse er sket så betids, at forsendelsen – ved normal postforsørgelse – burde være kommet rettidig frem til SKAT, eller der skal fremlægges bevis for, at selvangivelsen de facto er modtaget rettidigt, f.eks. i form af afleveringsattest/-kvittering fra Post Danmark eller tilsvarende kvittering, som man ved indlevering konkret har udbedt sig for SKATs modtagelse.
Det er også muligt at foretage indberetning af selvangivelser til SKAT via TastSelv. I den forbindelse vil systemet ”udstede” en elektronisk logning/kvittering for indberetningen.
Husk derfor ved fremtidige forsendelser at have behørig postkvittering eller at udbede dig kvittering fra SKAT, alternativt at overveje at anvende TastSelv.
| Kontrollovstillæg ved for sen indgivelse af selvangivelsen – personer og selskaber m.v. | |
| Tillæg pr. dags overskridelse: 200 kr. | Maksimalt tillæg: 5.000 kr. |
| Undtagelser: Personer der kun har fået tilsendt en årsopgørelse evt. sammen med et oplysningskort | |
| For personer med indkomst under topskattegrænsen | |
| Tillæg pr. dags overskridelse: 100 kr. | Maksimalt tillæg: 2.500 kr. |
| For visse fonde og foreninger (erklæringsselvangivelse) | 500 kr. |
Bemærkning: SKAT har derudover mulighed for at pålægge daglige bøder for at fremtvinge selvangivelse.