Tilbagebetaling af udbytteskat fra Tyskland

Hvis din virksomhed tilhører en af følgende 4 grupper og har modtaget porteføljeudbytter fra Tyskland, bør du læse mere her:

  • 'Normale' selskaber.
  • Skadesforsikringsselskaber (ikke livsforsikringsselskaber).
  • Reassurance forsikringsselskaber.
  • Banker med aktier (anlægsbeholdning) i tyske selskaber.

For udbytter modtaget i perioden fra 1. januar 2009 og frem til 28. februar 2013 anbefaler PwC, at ovenstående selskaber undersøger muligheden for at få refunderet udbytteskatter betalt i Tyskland.

Der er etableret en refusionsprocedure i Tyskland i forbindelse med tilbagesøgningen, og PwC kan hjælpe med alt det praktiske i forhold til at få udbytteskatterne retur fra de tyske myndigheder. Det bemærkes, at fristen for at tilbagesøge udbytteskatter tilbageholdt i Tyskland i 2009 er den 31. december 2013.

Såfremt det danske selskab har fået creditlempelse for den tyske skat i den danske skat, er der som udgangspunkt ingen grund til at søge udbytteskatten retur, og det er heller ikke muligt inden for den nyetablerede tilbagesøgningsprocedure at få skatten retur, hvis der kan opnås creditlempelse. Det bør derfor undersøges, om det danske selskab har fået eller kan få creditlempelse for den tysk betalte skat.

Uanset den standardiserede tilbagesøgningsprocedure kun omfatter ovennævnte selskabstyper, er der fortsat mulighed for at investeringsforeninger og pensionsselskaber/pensionskasser kan tilbagesøge udbytteskatter i Tyskland baseret på praksis fra EU-domstolen.

Baggrund

I oktober 2011 (sag C-284/09) afgjorde EU-domstolen, at den tyske beskatning af porteføljeudbytter til udenlandske selskabsaktionærer var EU-stridig, idet hjemmehørende tyske selskaber i praksis var fritaget for udbytteskat på den samme type porteføljeinvestering (<10 % ejerskab) i tyske selskaber.

På baggrund af EU-dommen har Tyskland nu besluttet, at fra og med 1. marts 2013 beskattes alle udbytteudlodninger ens uanset, om selskabsaktionæren er hjemmehørende i Tyskland eller et andet land.

Samtidig har de tyske myndigheder etableret en tilbagesøgningsprocedure for de ovennævnte udenlandske typer selskabsaktionærer, hvorefter de på baggrund af en ansøgning til de tyske myndigheder kan få tilbageholdte udbytteskatter retur vedrørende udbytter modtaget fra 2009 og frem til lovændringen den 1. marts 2013.

PwC står i samarbejde med vores kollegaer i PwC Tyskland til rådighed med nødvendig vejledning og rådgivning i forbindelse med tilbagesøgningen.

April 2013