Ny højesteretsdom skaber usikkerhed om fradragsret for driftsomkostninger

En helt ny dom fra Højesteret åbner op for stribevis af skattesager, hvor afgørelserne vil blive præget af skøn. Dommen vil primært have betydning for holdingselskaber og andre selskaber, der investerer i aktier. Afgørelsen er endnu et bidrag til at skabe usikkerhed om skatteydernes retssikkerhed.

Sagen for Højesteret drejede sig om, hvorvidt et selskab, som investerede i aktier, havde fradrag for udgifter til formueadministration i bred forstand. Selskabet fik fuldt medhold i, at de afholdte udgifter til formueadministration var fradragsberettigede. Derved skulle den sag være klar.

Imidlertid udtaler Højesteret i præmisserne, at der kun er fradrag for driftsudgifter til at erhverve, sikre eller vedligeholde skattepligtig indkomst.

Dermed vil der i princippet ikke være fradrag for den type udgifter i selskaber, som har skattefrie udbytter/aktieavancer. Dette er i sig selv en besynderlig tankegang, da skattefriheden ikke skyldes en særlig skatte’gave’ til holdingselskaber, men derimod er udtryk for, at den underliggende indkomst allerede er beskattet i det selskab, som der ejes aktier i.

Konsekvensen er imidlertid nu, at der åbnes op for en lang række skattesager. Derudover skal der også tages stilling til, hvorledes udgifterne skal allokeres i selskaber, som ejer aktiver, hvor der både er tale om skattepligtigt afkast og skattefrit afkast. Dette kan betyde en lang række diskussioner med SKAT om, hvorledes omkostningerne skal fordeles.

I den konkrete sag giver Højesteret ikke noget svar på den problematik, da det blot konstateres, at selskabet set over en ti-års periode kun har haft ubetydelige skattefrie avancer i forhold til det samlede skattepligtige afkast. Selskabet får derfor i den konkrete sag fuldt ud fradrag for omkostningerne.

Dommen må betegnes som meget uklar i sin begrundelse. Samtidig rejser den også spørgsmålet om, hvilken indflydelse efterfølgende begivenheder kan have. Når selvangivelsen udarbejdes for år 1 vides ikke, hvorledes resultatet de næste mange år vil se ud.

November 2011