Forretningsområder Assurance - et moderne revisionsmarked
Den tid er forbi, hvor revisor sad afventende bag sit skrivebord. Nu er han ude i marken og med i kampen på kundernes præmisser, og det stiller krav til hans forretningsmæssige forståelse, kompetencer og evne til at levere konsistent kvalitet. I vores revisionsforretning, Assurance, har vi oplevet, at markedssituationen er blevet yderligere skærpet, og vi ser en fortsat stærk konkurrence på et modent marked. Det sætter prisen under pres. Et af årets væsentlige indsatsområder har derfor været kvalitetsstyring og kundebetjening.
Vi har i år arbejdet målrettet med at blive mere markedsorienterede, og vi har søsat konkrete, strategiske initiativer med det formål at udbygge relationerne til vores kunder. Vi har fået opbygget en mere systematisk tilgang til markedet og inddrager flere ledende medarbejdere i markedsaktiviteterne. Det betyder, at vi kan afholde flere kundemøder, hvor flere forskellige skatteeksperter deltager.
For Advisory-forretningen har det været et begivenhedsrigt år i forandringens tegn. Hvor vi sidste år oplevede et presset konsulent- og særligt Deals-marked, oplever vi i år vækst både på markedet og i vores forretning. Vi står med andre ord med et styrket grundlag for vores Advisory-forretning, i en tid hvor vi oplever, at der igen gennemføres flere transaktioner, og i halen på dette flere forandrings- og organisationsprojekter, som kræver vores kompetencer.