Top tier
I 2010/11 er vores andel af loyale kunder steget til 97 % mod 89 % sidste år. Det gør os til den virksomhed i branchen med den største andel af loyale kunder. Det er vi meget stolte af, og vi vil fortsat arbejde for at betjene vores kunder så godt, at de vælger at forsætte deres samarbejde med os. Vi har med tilgang af nogle nye, store kunder fastholdt vores position som den blandt vores konkurrenter med den højeste andel af Top Tier-kunder.
Globale virksomheder
Top Tier-segmentet er i høj grad kendetegnet ved virksomheder, som opererer globalt. Det kræver af os, at vi ved noget om både de udenlandske markeder og den industri, virksomhederne tilhører. Vi skal være der, hvor vores kunder er, og være i stand til at sammensætte team på tværs af landegrænser og trække på det internationale netværk, som vi er en del af. Vi arbejder hele tiden på at blive bedre, så vi sikrer god og rettidig kommunikation og en høj grad af involvering af koncernteamet.
Vi anser det for vigtigt, at vi fremstår som en samlet enhed over for kunden, selvom kompleksiteten i teamsammensætningen er høj.
Lars Baungaard
Top Tier-markedsleder
Mid tier
Det er vores ambition og målepunkt i PwC 2016 at være den foretrukne revisor og rådgiver for landets 900 Mid Tier-virksomheder. Det er et langt sejt træk at gøre sig fortjent til den position, men vi er i 2010/11 kommet godt på vej.
Vi har siden 2008/09 øget vores markedsandel fra 21 % til 24 % i 2010/11 – det er hovedsageligt sket ved organisk vækst. Vi har i 2010/11 vundet 38 % af de udbud, vi har deltaget i. Vi er stolte af, at alle vores revisionskunder i udbudssituationer har genvalgt PwC som deres revisor. Det ser vi som et udtryk for en høj kundetilfredshed.
Revisor som business advisor
Vi investerer i et langvarigt samarbejde med vores kunder, hvor omdrejningspunktet er en forståelse af virksomhedens værdigrundlag, forretningsmæssige udfordringer og mennesker. Hvis man vil være den foretrukne revisor og rådgiver i Mid Tier-segmentet, er det nødvendigt – ud over kompetencerne inden for IFRS, årsregnskabsloven, revisionsstandarder og skat – at have en grundlæggende strategisk og operativ forretningsforståelse. Denne indsigt øger værdien af samarbejdet med PwC. Finanskrisen har i særlig grad øget vores kunders behov for en rådgivning, der kombinerer regnskabs- og forretningsforståelse.
For at styrke vores medarbejderes kompetencer har vi i 2010/11 lanceret PwC School of Business. Formålet er, at PwC’s medarbejdere og partnere gennem workshopper udveksler forretningsviden på tværs af kompetenceområder for derigennem yderligere at kvalificere dialogen med vores kunder om deres forretningsmæssige udfordringer. Det giver større indsigt og samtidig et styrket samarbejde til gavn for revisionen, rådgivningen og vores kunders indtjening.
Jacob Fromm Christiansen
Mid Tier-markedsleder
SMV
Mange SMV-virksomheder er afhængige af det danske hjemmemarked, hvor de økonomiske konjunkturer har været præget af den finansielle krise. Det er selvfølgelig i særlig grad vores opgave fortsat at hjælpe vores kunder på de områder, hvor vi kan bidrage. For PwC er det vigtigt fortsat at have en stor markedsandel på SMV-markedet, da vi ønsker at betjene alle virksomheder uanset størrelse.
Vi har styrket vores tilstedeværelse med opkøbene af Ernst & Young’s kontorer i Hillerød, Odense, Aalborg og Sønderborg. Vi kan konstatere, at kundetilfredsheden har udviklet sig positivt på dette område, og det ser vi som en indikation på, at vi er på rette spor. Vi følger udviklingen på markedet nøje og har i lyset af vores vækstambition for SMV-markedet i sinde at præsentere og udvikle nye ydelser i løbet af næste regnskabsår.
Vi forstår ejerlederne
I år har vi arbejdet med at komme tættere på de ejerledede virksomheder, så vi kan imødekomme behovene fra vores kunder i dette segment. Vi har med markedsaktiviteter og -undersøgelser – som f.eks.
Årets Ejerleder og Family Business Survey – etableret nye relationer og udbygget relationen til vores kunder. I jagten på Årets Ejerleder analyserer vi hvert år 3.000 ejerledede virksomheder og kårer vindere både regionalt og på landsplan. Vi vil gerne finde ind til kernen i det, der karakteriserer en vindervirksomhed og menneskene bag. Det kan både vi og ejerlederne lære af.
Kent Hedegaard
SMV-markedsleder
Public
Vi kommer styrket ud af året i forhold til Public-segmentet. Gennem målrettede aktiviteter – som opkøb, rekruttering, markedsføring og netværksarbejde – har vi skabt en væsentlig større aktivitet og platform for vores forretningsudvikling inden for rådgivning og revision i alle delsegmenter – det kommunale, regionale og statslige segment. Samtidig har vi formået at fastholde og udvide vores position i øvrige væsentlige Public-segmenter, herunder især uddannelse og offentlige forsyningsvirksomheder, hvor ikke mindst vores markedsandel vedrørende revisionsydelser er markant og voksende. Vi har opnået en stærk profil inden for såvel rådgivning som revision i forhold til alle offentlige organisationer. Gennem året har vi i forhold til vores kunder fokuseret meget på den personlige agenda, på at opbygge nye relationer og udvikle de eksisterende. Vi sætter tilliden mellem vores kunder og os som rådgivere i centrum og bruger de erfaringer, vi får på de enkelte opgaver, til at forbedre vores ydelser på nye opgaver.
Stigende efterspørgsel på en bred vifte af vores serviceydelser

Public-segmentet er som de fleste andre brancheområder under fortsat pres for at effektivisere og opnå besparelser. Dette medfører et fortsat stigende fokus på omfanget af og prisen på konsulent- og revisionsydelser, men skaber også nye muligheder for forbedringsprojekter med synlig og målbar effekt. Vi oplever således en stigende efterspørgsel på en bred vifte af vores serviceydelser – ikke mindst de, der direkte eller indirekte vedrører besparelser og effektiviseringer.
Vi forventer, at en væsentlig del af de kommende års vækst kommer fra rådgivningsydelser vedrørende effektiviseringer og besparelser, herunder digitalisering, og fra styringsrelaterede rådgivningsydelser vedrørende virksomheds- og økonomistyring, strategiudvikling og ledelsesrapportering. Vi forventer desuden vækst fra resultatet af en fornyet række udbud af revisionsopgaver.
I den forbindelse er det væsentligt, at vi opnår fortsat deltagelse i udbudte rammekontrakter fra blandt andre SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service). Der har i året været stor uro og uklarhed om SKI-aftalerne, hvilket vi – og vores konkurrenter – har kunnet mærke i form af en lidt højere grad af tilbageholdenhed og usikkerhed fra de organisationer, vi rådgiver. Vi har en ambitiøs vækstagenda for Public og vurderer, at vi har gode chancer for at indfri vores ambitioner i det nye år – i kraft af vores kompetencemæssige ressourcer og vores styrkede markedsposition.
Christian Klibo og Jesper Møller Christensen
Public-markedsleder og Public-markedsleder, Assurance
Som nøglen til vækst har vi i år haft fokus på eksekvering af vores One Firm-strategi inden for alle markedssegmenter.
Strategien har været at sikre vækst gennem såvel tilgang af nye kunder som fastholdelse og videreudvikling af eksisterende kunder. Det store fokus på eksekvering af strategien har krævet involvering af og en dedikeret indsats fra alle ledere og medarbejdere, der har med kunder og targets at gøre. I forhold til vores eksisterende kunder har vi arbejdet for at sikre, at vores kunder får mere værdi ud af de relationer, der er opbygget. Det har vi gjort ved at blive bedre til at sætte os i kundens sted og få identificeret de udfordringer hos kunden, vi kan løse. Vi har haft fokus på at arbejde med vores adfærd indadtil i organisationen, så vi i højere grad får styrket samarbejdet på tværs af alle forretningsområder i PwC.
På den måde bringer vi hele PwC i spil i forhold til vores kunder, og vi bliver bedre til at tilbyde de rette skræddersyede løsninger til den enkelte virksomhed.
Vi har øget vores synlighed på markedspladsen, og vi har arbejdet med at opbygge nye relationer – og udbygge de eksisterende – gennem både markedsvendte aktiviteter og aktiviteter, rettet mod den enkelte virksomhed. I mødet med vores nye kunder lægger vi særlig vægt på den personlige kemi og på forretningsforståelsen, ligesom vi også har haft fokus på at samarbejde på tværs af PwC, så vi imødekommer samtlige af de behov, vores kunder måtte have.