Tendenser på markedspladsen

Top Tier

Globalt udsyn

De største virksomheder er globale i deres markedstilgang, og de har med tilbagegangen på nærmarkederne søgt efter vækst i andre regioner, som fx USA og Asien. Vi har rådgivet vores Top Tier-kunder i denne udviklingsproces, hvor de har investeret i nye forretningsområder uden for Europa og udflyttet eksisterende funktioner til lavtlønslande. Den fortsatte globalisering har også øget behovet for skatterådgivning, og vi har igen i år rådgivet virksomheder om advance pricing agreements og transfer pricing.

Lars Baungaard,
direktør, Markets

Risiko højt på agendaen

Virksomhedernes globale eksponering øger risiciene relateret til bl.a. ustabile valutaer, handelshindringer og dobbeltbeskatning. Korruption er også en væsentlig risikofaktor, som de globale virksomheder er nødsaget til at forholde sig til, idet risikoen for kritiske sager er stigende i takt med øgede krav fra såvel internationale som lokale lovgivninger. Disse forhold stiller krav til risikostyring og omstillingsparathed. Derfor har vi bl.a. hjulpet vores kunder med at afdække deres risikobillede, udarbejde risikopolitikker, fastlægge og implementere skatte- og momsstrategier samt udvikle de rette compliance-setups og træne medarbejderne heri.

Lars Baungaard,
direktør, Markets

Mid Tier

Flere transaktioner

Vi har oplevet en markant stigning i efterspørgslen på ydelser inden for transaktionsområdet. Derfor har vi rådgivet en række Mid Tier-virksomheder om de finansielle, procesmæssige og strategiske aspekter i forbindelse med køb og salg af virksomheder.

Mikkel Sthyr,
Mid Tier-markedsleder

SMV

Bestyrelsens rolle udvikles

Virksomhederne i SMV har i året ønsket at udvikle deres bestyrelser, således at bestyrelsen bliver en endnu mere kompetent sparringspartner for ledelsen. Derfor har vi igen i år inviteret til en række ”Board Forum”-møder landet over. I år har vi særligt sat fokus på finansieringsmuligheder – herunder hvordan virksomhederne bedst muligt får adgang til kapital, refinansiering eller restrukturering.

Poul Spencer Poulsen,
SMV-markedsleder

Værdiskabende forretningsmodeller

For at kunne rådgive vores kunder med udgangspunkt i den seneste viden og fortsat være de bedste til at rådgive om de rette forretningsmodeller har vi indgået et forskningssamarbejde med Aarhus Universitet og Nykredit. Her følger vi udviklingen af 30 små og mellemstore vækstvirksomheder over en treårig periode i relation til bl.a. deres forretningsmodeller.

Poul Spencer Poulsen,
SMV-markedsleder

Public

Flere indgår i OPP og OPS

Vi har fortsat oplevet en stigende efterspørgsel efter rådgivning inden for offentlig-private partnerskaber (OPP) og -samarbejder (OPS). Der bliver investeret meget i offentlige infrastrukturprojekter, og i den sammenhæng har vi rådgivet om OPP – både i forhold til finansiering, udviklingsproces og drift. Vi har skabt nye innovative løsninger på OPP-området, samtidig med at vi bl.a. har specialiseret os i ældresektoren. PwC har dermed positioneret sig yderligere på OPP-området i 2012/13, og vi er i dag klart markedsledende på feltet.

Christian Klibo,
Public-markedsleder