Tilbyd dækning af flytteudgifter som personalegode


Betaler arbejdsgiver for en medarbejders flytning af privat bohave i forbindelse med skift af arbejdssted for samme arbejdsgiver, fx i forbindelse med en udstationering til udlandet, er dette ikke skattepligtigt for medarbejderen.

En kontant godtgørelse til flytteudgifter er et skattepligtigt personalegode

Udbetaler arbejdsgiver i stedet en kontant flyttegodtgørelse til medarbejderen til dækning af flytteudgifter i samme forbindelse, er godtgørelsen skattepligtigt for medarbejderen som almindelig lønindkomst. I den situation kan medarbejderen tage fradrag for følgende udgifter til flytning: flytning af bohave, rejseudgifter for husstanden, udgifter til nødvendige installationer, samt huslejetab, hvis flytningen foretages for at opretholde ansættelse hos samme arbejdsgiver, og arbejdsgiver ikke afholder denne udgift.  

I de situationer, hvor en kontant flyttegodtgørelse beskattes som lønindkomst, kan der godkendes et skønsmæssigt fradrag for flytteudgifter på 3.000-6.000 kr. afhængigt af bohavet og husstandens størrelse.

Vælger arbejdsgiver i stedet at refundere de ovenfor nævnte flytteudgifter mod dokumentation i form af eksterne bilag, er refusionen af udgiften skattefri for medarbejderen.  

Flytteudgifter er ikke et skattefrit personalegode for nyansatte

Arbejdsgivere kan ikke skattefrit godtgøre nyansattes flytteudgifter, ligesom nyansatte medarbejdere heller ikke kan fradrage udgiften.

Moms på flytteudgifter

Flytteudgifter, som virksomheden afholder for ansatte som personalegode i forbindelse med forflyttelser, som er sket på virksomhedens initiativ, og som sker inden for virksomheden, kan fradrages efter de almindelige regler. Hvis virksomheden således er fuldt momspligtig, kan der tages fuldt momsfradrag for denne udgift.

Mere om lovgivningen for arbejdsgiverbetalte personalegoder

PwC’s skatterådgivere er specialister i lovgivningen angående personalegoder til ansatte.
Er I i tvivl om, hvordan I kan tilbyde jeres ansatte hjælp til flytning og andre personalegoder som gratis avis, firmabil og frit internet, så kontakt os via nedenstående kontaktformular eller ring direkte til os på 3945 3945 og få kompetent rådgivning, så I får det optimale ud af jeres muligheder.


Opdateret december 2011



Ovenstående tekst er udarbejdet alene som en generel orientering om de pågældende forhold og gør det ikke ud for professionel rådgivning. Du bør ikke disponere på baggrund af de oplysninger, der er indeholdt i teksten uden forinden at indhente specifik professionel rådgivning. Vi afgiver ingen erklæringer eller garantier (udtrykkeligt eller underforstået) hvad angår nøjagtigheden og fuldstændigheden af de oplysninger, der findes i teksten, og, i det omfang loven tillader, accepterer eller påtager PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, dets aktionærer, medarbejdere og repræsentanter sig ikke nogen forpligtelse, ansvar eller agtpågivenhedspligt for eventuelle konsekvenser, som følger af, at du eller andre handler eller undlader at handle i tillid til de oplysninger, der findes i teksten, eller for eventuelle beslutninger truffet på baggrund af teksten.

© 2012 PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes. I denne tekst refererer “PwC” til PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, som er et medlemsfirma af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt juridisk enhed.