Jubilæumsgratiale
Modtagne gratialer i anledning af virksomhedens eller medarbejderens jubilæum beskattes som udgangspunkt på samme måde som løn. Dette gælder uanset om gratialet udbetales kontant eller gives i form af tingsgaver. Dog betales der ikke AM-bidrag af tingsgaver.
Ved særlige jubilæer er beskatningen dog lempet, da der ydes et skattefrit bundfradrag på 8.000 kr. Dette gælder, når medarbejderen har været ansat i virksomheden i 25 år eller 35 år – eller et større antal år deleligt med 5.
Gratiale i forbindelse med 10, 15, 20 og 30 års ansættelse omfattes således ikke af de gunstige regler. Vær desuden opmærksom på, at gaver i anledning af jubilæer heller ikke kan anses som en skattefri lejlighedsgave.
Gunstige regler for gratiale ved virksomhedsjubilæum
Er der tale om gratiale i forbindelse med virksomhedens jubilæum, finder de gunstige regler anvendelse, hvis virksomheden har bestået i 25 år eller i et åremål deleligt med 25. Det er samtidig en betingelse, at gratiale udbetales til samtlige medarbejdere, også deltidsansatte. For deltidsansatte kan størrelsen af gratialet nedsættes i forhold til antal arbejdstimer per uge.
Bundfradraget reguleres ikke, og der skal betales AM-bidrag af den skattepligtige del af beløbet. Tidligere skulle der betales AM-bidrag af hele beløbet.
Økonomiske fordele ved indbetaling af jubilæumsgratiale på pensionsordning
Medarbejderen kan helt eller delvist indbetale den skattepligtige del af jubilæumsgratialet på en pensionsordning via arbejdsgiveren. Hvis medarbejderen indbetaler hele det skattepligtige beløb, vil beregningen være således:
| Jubilæumsgratiale |
50.000 |
| Skattefrit bundfradrag |
-8.000
|
| |
42.000 |
| Indbetalt på en pensionsordning |
-42.000
|
| Grundlag for A-skat og AM-bidrag |
0 |
Pensionsinstituttet indeholder AM-bidraget.
Arbejdsgiveren kan herefter udbetale følgende beløb til lønmodtageren:
| Jubilæumsgratiale |
50.000 |
| Indbetalt på pensionsordning |
-42.000
|
| |
8.000 |
| AM-bidrag (8 %) |
0
|
| Til udbetaling |
8.000 |
Moms på jubilæumsgratialer som personalegode
Der er ikke moms på løn. Udbetales gratialet i stedet som tingsgave, er der ikke fradragsret for momsen, da der er tale om en gave.
Overhold lovgivningen for jubilæumsgratialer og andre frynsegoder
PwC’s skatterådgivere er specialister i lovgivningen angående frynsegoder til ansatte.
Er I i tvivl om reglerne for udbetaling af jubilæumsgratialer til jeres ansatte eller brugen af andre personalegoder som gratis avis, firmabil og frit internet, så kontakt os via kontaktformularen til venstre eller ring direkte til os på 3945 3945 og få kompetent rådgivning, så I får det optimale ud af jeres muligheder.
Opdateret december 2011
Ovenstående tekst er udarbejdet alene som en generel orientering om de pågældende forhold og gør det ikke ud for professionel rådgivning. Du bør ikke disponere på baggrund af de oplysninger, der er indeholdt i teksten uden forinden at indhente specifik professionel rådgivning. Vi afgiver ingen erklæringer eller garantier (udtrykkeligt eller underforstået) hvad angår nøjagtigheden og fuldstændigheden af de oplysninger, der findes i teksten, og, i det omfang loven tillader, accepterer eller påtager PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, dets aktionærer, medarbejdere og repræsentanter sig ikke nogen forpligtelse, ansvar eller agtpågivenhedspligt for eventuelle konsekvenser, som følger af, at du eller andre handler eller undlader at handle i tillid til de oplysninger, der findes i teksten, eller for eventuelle beslutninger truffet på baggrund af teksten.
© 2012 PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes. I denne tekst refererer “PwC” til PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, som er et medlemsfirma af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt juridisk enhed.