Som udgangspunkt er gaver fra arbejdsgiver til medarbejder skattepligtige. Fra og med indkomståret 2011 er der dog indført en skattefri bagatelgrænse for private goder på 1.000 kr. pr. medarbejder pr. år, således at arbejdsgiver skattefrit kan give sine medarbejdere påskønnelser og gaver til en værdi af 1.000 kr. årligt.
Værdien af en årlig jule- eller nytårsgave skal medregnes ved opgørelsen af den skattefri bagatelgrænse. Jule- eller nytårsgaven er dog skattefri, hvis der er tale om tingsgaver med en markedsværdi på ikke over 700 kr. Dette gælder, uanset om bagatelgrænsen på 1.000 kr. samlet set er overskredet.
Skatterådet har i et bindende svar bekræftet, at medarbejdere i samme år skattefrit kunne modtage en julegave og en lejlighedsgave i anledning af en privat mærkedag, når begge gaver gives i naturalier, og værdien enkeltvis ikke overstiger 700 kr. Skatterådet bekræftede endvidere, at medarbejderne kunne modtage skattefri lejlighedsgaver fra personaleforeningen, da arbejdsgiver ikke blev anset for at have væsentlig indflydelse på personaleforeningen.
Lejlighedsgaver i form af naturalier (tingsgaver) i anledning af private begivenheder som fx runde fødselsdage, bryllupper, fødsel, og lignende traditionelle begivenheder beskattes ikke, hvis gaven er af mindre værdi, der passer til anledningen. Værdien af lejlighedsgaver skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattefri bagatelgrænse.
Gaver til jubilæer og andre arbejdsrelaterede begivenheder anses ikke som en skattefri lejlighedsgave, og er som udgangspunkt skattepligtige for medarbejderen, medmindre de særlige regler om jubilæumsgratialer kan anvendes. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at en tingsgave til en værdi af 2.500 kr., der blev givet i anledning af medarbejderens 10 års jubilæum, var fritaget fra beskatning. Afhængig af værdien af gaven, kan gaven omfattes af den skattefri bagatelgrænse for private goder på 1.000 kr.
Skattefriheden gælder også gavekort, der står i stedet for et naturalie, f.eks. gavekort til en vase eller til en ansigtsbehandling. For naturaliegavekort er det dog en klar forudsætning, at de ikke kan konverteres til kontanter, men kun til den ydelse, som gavekortet nævner.
Yder arbejdsgiveren en tingsgave, der ikke blot er af mindre værdi, er der tale om et skattepligtigt gode for medarbejderen. Afhængig af værdien af gaven kan gaven omfattes af den skattefri bagatelgrænse for private goder på 1.000 kr.
Hvis personalegaven består af kontanter eller gavekort, der kan bruges på samme måde som kontanter, skal der betales skat af det fulde beløb, uanset hvor stor eller lille værdien er. Værdien omfattes ikke af den skattefri bagatelgrænse for private goder på 1.000 kr. eller af reglen om skattefri julegaver.
Modtager medarbejderen et gavekort som personalegode, hvor der kan vælges mellem en række forskellige tingsgaver (med værdi under 700 kr.) vil det afhænge af en konkret vurdering, om der er tale om en skattefri julegave eller en skattepligtig kontantgave. I praksis er der godkendt skattefrihed i en situation, hvor medarbejderne via internettet kunne vælge mellem op til 25 forskellige gaver, og hvor gavekortet tydeligt ikke kunne veksles til kontanter.
Skatterådet har desuden for nyligt bekræftet i en række bindende svar, at en julegave i form af et gavebevis på maks. 700 kr. til en hotelovernatning, hvor der f.eks. kan vælges blandt ca. 24 hoteller, ikke vil være skattepligtig for de ansatte. Skatterådet bekræftede ligeledes, at en julegave i form af et gavebevis på maks. 700 kr. til en hotelovernatning hos en på forhånd fastlagt hotelkæde, ikke vil være indkomstpligtigt for de ansatte.
Derimod er et gavekort med værdi på 500 kr. til brug i en række af en arbejdsgivers butikker/restauranter i en anden situation blevet anset som en skattepligtig kontantgave. Skatterådet har i en afgørelse anerkendt, at medarbejdere ikke skulle beskattes af et gavekort med en værdi på maksimalt 700 kr., hvor gavekortet gav adgang til at vælge blandt tre forskellige måltider på en bestemt navngiven restaurant. Et sådant gavekort adskiller sig ikke væsentligt fra den situation, hvor arbejdstageren forud for indkøbet af gaven tilbyder medarbejderen en tilsvarende valgmulighed mellem et nærmere antal gaver.
Der er ikke fradragsret for moms på julegaver og lignende gaver til personalet, uanset om gaven holder sig inden for den skattemæssige grænse på 700 kr. Dette sidestilles med naturalaflønning.
PwC’s skatterådgivere er specialister i lovgivningen angående personalegoder til ansatte.
Er I i tvivl om, hvordan I kan tilbyde jeres ansatte personalegaver og andre medarbejdergoder som forsikringer, firmabil og arbejdsgiverbetalt internet, så kontakt os via kontaktformularen til venstre eller ring direkte til os på 3945 3945 og få kompetent rådgivning, så I får det optimale ud af jeres muligheder.
Opdateret december 2011
Ovenstående tekst er udarbejdet alene som en generel orientering om de pågældende forhold og gør det ikke ud for professionel rådgivning. Du bør ikke disponere på baggrund af de oplysninger, der er indeholdt i teksten uden forinden at indhente specifik professionel rådgivning. Vi afgiver ingen erklæringer eller garantier (udtrykkeligt eller underforstået) hvad angår nøjagtigheden og fuldstændigheden af de oplysninger, der findes i teksten, og, i det omfang loven tillader, accepterer eller påtager PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, dets aktionærer, medarbejdere og repræsentanter sig ikke nogen forpligtelse, ansvar eller agtpågivenhedspligt for eventuelle konsekvenser, som følger af, at du eller andre handler eller undlader at handle i tillid til de oplysninger, der findes i teksten, eller for eventuelle beslutninger truffet på baggrund af teksten.
© 2012 PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Alle rettigheder forbeholdes. I denne tekst refererer “PwC” til PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, som er et medlemsfirma af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt juridisk enhed.
Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.
Vi kontakter dig og aftaler nærmere.
