Årets Bestyrelsesformand 2011 kåret hos PwC
Bestyrelsesformand i A.P. Møller-Mærsk, Michael Pram Rasmussen fik i dag prisen som Årets Danske Bestyrelsesformand 2011, ved kåringen hos PwC i København. Det er femte gang, at prisen uddeles i Danmark, i et samarbejde mellem Boardnews.no, Berlingske Tidende og PwC’s Boardforum.dk
København, 2.11.11: Kåringen af Årets Bestyrelsesformand fandt i dag sted hos PwC i København kl. 16:30. Vinderen blev Michael Pram Rasmussen for sin formandspost hos AP Møller-Mærsk.
”Værdien af en god bestyrelse og effekten af formandens visioner og gennemslagskraft har aldrig været vigtigere end lige nu, hvor erhvervsmiljøet har været igennem en hård krise, og økonomien fortsat er presset nogle steder”, siger jurymedlem Brian Christiansen, der er partner i PwC.
”Det er helt essentielt med et forum, der sætter fokus på vigtigheden af kvalitativt bestyrelsesarbejde. Med denne prisuddeling kommer der yderligere fokus på bestyrelsesformandens vigtige rolle og hvorledes rollen udfyldes”, siger Brian Christiansen.
Begrundelse – Michael Pram Rasmussen
Michael Pram Rasmussen er bestyrelsesformand i Danmarks største virksomhed og han har stået i spidsen for en turnaround i 2009, den største i Danmarks erhvervslivs historie.
Bestyrelsesformanden holdt under denne proces hovedet koldt og resultatet de første seks måneder i 2011 før skat var på 32,4 mia. kr., hvilket er +20% målt mod 2010.
Michael Pram Rasmussen er en erfaren bestyrelsesformand, med seks år i Coloplast og fem år i Topdanmark. I 10 år var han adm. dir. i Topdanmark og Topdanmark Forsikring. Her lærte han sig effekten af god kommunikation og virksomheden er en af de få som har oprettet specifikke rutiner for whistleblowers.
Med 11 særdeles tunge profiler i bestyrelsen i AP Møller-Mærsk, udviser Pram Rasmussen stor styrke i at skabe processer i bestyrelsesarbejdet. Hvert medlem er meget engageret og stiller kritiske spørgsmål til ledelsen i både dårlige og gode tider.
Bestyrelsesformanden får de bedste karakterer i bestyrelsen for sin integritet, modenhed og autoritet. I dette konglomerat af brancher evner han at fokusere bestyrelsens arbejde på de rette opgaver, og han motiverer alle til at deltage i diskussionerne.
Desuden er han en drivende kraft i at få den bedste sammensætning af bestyrelsens medlemmer, til fordel for virksomheden (30% fra udlandet og 20% kvinder).
Fakta om kåringen af Årets Bestyrelsesformand
Dokumentationen for tildeling af prisen er fremskaffet fra årsrapporter og spørgeskema til bestyrelsesmedlemmerne. Dataene er vurderet ud fra 12 kriterier, som blandt andet er minimum 2 år som bestyrelsesformand, overskud, soliditet, godt omdømme for virksomhed og bestyrelsesformand etc.
Prisen er en vandreskulptur på 140 cm skabt af den internationale anerkendte kunstner Marian Heyerdahl. Det er en forgyldt sarkofag, som skal symbolisere evigt liv for virksomheden og med en mosaik udformet som et æg, der viser vigtigheden af at udklække nye ideer. Prisen er gjort mulig med støtte fra Boardforum.dk.
I juryen sidder:
- Bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen, Carlsberg A/S
- Partner Brian Christiansen, PwC
- Adm. dir. Christina Hvid, AVT Business School
- Redaktør og erhvervskommentator Jens Chr. Hansen, Berlingske Business
- Headhunter Aase Hoeck, bestyrelsesprofiler.dk
- Juryformand og bestyrelsesanalytiker Gunnar Eckbo, Styreinformasjon as
Tidligere prismodtagere:
2010 Povl Krogsgaard-Larsen Carlsberg
2009 Fritz Schur Dong Energy
2008 Anders Knutsen Danisco A/S
2007 Mads Øvlisen LEGO Koncernen
For spørgsmål til denne meddelelse kontakt venligst:
Claus Fonnesbech, presseansvarlig, PwC, tel: 3945 3577, 2588 4107, cfo@pwc.dk
Brian Christiansen, partner, PwC, tel.: 3945 9080, 5140 8040, bca@pwc.dk
Om Board Forum
Med Boardforum.dk har bestyrelsesmedlemmer i danske virksomheder fået deres egen lukkede platform for opdatering, netværk og kompetenceudvikling. Boardforum.dk, der faciliteres af PwC, skaber overblik i den kaotiske informationsstrøm og tilbyder kvalificeret viden og relevante events om professionelt og udbytteskabende bestyrelsesarbejde.
www.boardforum.dk