København, 4. okt. 2010: PwC offentliggør i dag sin årsrapport for regnskabsåret 2009/2010, der sluttede 30. juni. PwC’s omsætning er faldet med 112 mio. kr., hvilket skyldes, at den generelle økonomiske afmatning har påvirket mange kunder og har betydet en faldende efterspørgsel.
PwC har dog realiseret et resultat for året på kr. 21,1 mio. kr., hvilket er en vækst i forhold til sidste år, hvor resultatet var 20,3 mio. kr.
”Det udfordrende erhvervsklima har haft stor indflydelse på PwC’s forretning i de forgangne år, og vi er vidne til, at vi ikke kan fastholde en vækst, som forventet”, siger Carsten Gerner, adm. direktør i PwC i Danmark.
”Jeg synes dog, det er meget tilfredsstillende, at vi viser, at vi har godt greb om vores underliggende forretning og derfor kan vise et resultat, der er på linje med sidste år, endda højere”, siger Carsten Gerner.
Det er særligt markedet for konsulentydelser og køb/salg af virksomheder, der har været begrænset. Derimod har PwC’s skatterådgivning oplevet en stigende efterspørgsel. Revisionsforretningen har i 09/10 oplevet et mindre fald, hvilket dog afhjælpes af de seneste begivenheder, der vil slå igennem i det kommende år.
Opkøb og tilgang vil hurtigt ændre på tallene
Vinding af en række store kunder sent på året samt overtagelse af 20 % af Ernst & Young’s omsætning i Danmark, er nogle af de ting, som PwC forventer meget hurtigt vil have en effekt på den samlede forretning i det kommende år. Baseret på disse tiltag forventer PwC en omsætningsvækst på minimum 7 % i regnskabsåret 10/11.
Denne vækst vil være et nøgleelement i PwC’s nuværende strategi, der har omsætningsmålet 2,2 mia. kr. i 2016.
Ny profil afspejler PwC’s holdning
Den nye årsrapport er det første dokument, der er udviklet efter PwC’s nye globale brand-positionering, som fysisk lanceres i dag over hele verden. Dette betyder et ”varmere” PwC, der visuelt skal signalere ”hjertet” i virksomheden, nemlig medarbejdernes ønske om, at alle, der samarbejder med virksomheden oplever, at PwC hjælper dem til at skabe den værdi, de leder efter.
”Vi står på mange måder ved et vendepunkt i PwC lige nu”, siger Carsten Gerner.
”Vi er styrket på kundesiden, vi har fået tilført flere kontorer, og vi er begyndt at kommunikere de sande værdier, som vi leverer, hvilket både medarbejdere og kunder har efterspurgt i den senere tid. Det er nu, vi med fornyet styrke må udnytte de markedsmuligheder, som måtte vise sig fremadrettet, og basis for dette er vores kompetente og dedikerede medarbejdere”, forklarer Carsten.
Årsrapportering stadig forrest i branchen
PwC var den første virksomhed i sin branche, der udarbejdede en fuld gennemsigtighedsrapport. Og virksomheden var den første til at integrere gennemsigtighedsrapporten i selve årsrapporten. I år er gennemsigtighedsrapporten igen inkluderet direkte og PwC’s interessenter har således mulighed for at få fuld gennemsigtighed om selskabet på ét sted.
Som de eneste i branchen hidtil, informerer PwC desuden om direktør- og partneraflønninger, resultatet for hvert forretningsområde samt uafsluttede erstatningskrav, ligesom PwC fortsat er den eneste virksomhed i branchen, der aflægger regnskab efter IFRS (de internationale regnskabsstandarder), hvilket i sig selv betyder større gennemsigtighed.
En digital, interaktiv udgave af PwC’s nye årsrapport kan læses på pwc.dk/aarsrapport
For yderligere information, kontakt venligst:
• Carsten Gerner, adm. direktør, tel: 3945 9206 / 4025 6522 / cge@pwc.dk
• Claus Fonnesbech, presseansvarlig, tel: 3945 3577 / 2588 4107 / cfo@pwc.dk
Om PwC
PwC tilbyder branchespecifikke ydelser inden for revision, skat og rådgivning med henblik på at skabe tillid hos offentligheden og øge værdien for vores kunder. Mere end 163.000 medarbejdere i 151 lande inden for vores netværk arbejder sammen gennem et forenet tankesæt og udveksler erfaringer og løsninger for at udvikle nye perspektiver og praktisk rådgivning. "PwC" betegner det netværk af virksomheder, der er omfattet af PricewaterhouseCoopers International Limited, hvor hver enkelt virksomhed er en særskilt og uafhængig juridisk enhed. pwc.dk