Gennemskuelighed præmieres i Novo Nordisks årsrapport

Læsevenlighed og gennemskuelighed var nogle af de kriterier, den uafhængige dommerkomite lagde vægt på, da C20 Regnskabsprisen 2012 her til aften blev uddelt hos revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC i Hellerup. Prisen gik til Novo Nordisk, som havde formået at lave en årsrapport, der netop var dækkende og fyldestgørende uden at blive så lang, at den mister sin værdi.

12. juni 2012 – Når de store selskabers årsrapporter offentliggøres har de ofte et omfang, som kan virke uoverskueligt. Og det kan blive et problem fremhæver Henrik Steffensen, partner i PwC, som er en af initiativtagerne til uddelingen af C20 Regnskabsprisen. Han udtaler: 

”Årsrapporten er et af de vigtigste instrumenter i virksomhedens kommunikation til interessenterne. Udfordringen med årsrapporterne er dog, at de til tider indeholder så meget information, at de vigtigste budskaber drukner i mængden. Det skyldes primært, at mere information som regel betragtes som en forbedring. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Omfanget kan blive så stort, at billedet af virksomheden sløres, hvilket hverken er til gavn for virksomheden eller investorerne. Mange virksomheder kan forbedre deres årsrapport ved at slanke den – det vil nemlig betyde, at budskaberne kommer langt tydeligere frem.”
 

Balancen er fundet i Novo Nordisks regnskab

Ved uddelingen af C20 Regnskabsprisen 2012 var der tre temaer, som lå til grund for dommerkomiteens kåring af Novo Nordisk. De tre temaer var:

  1. Virksomhedernes performance og opfølgning på udmeldte forventninger: Får regnskabslæserne et klart billede af selskabets performance og en god forståelse af hvilke forhold, der har påvirket den?
  2. Cutting Clutter: Formår selskabet at skære overflødig tekst og data fra, så informationsværdien og læsbarheden for regnskabsbruger fremmes
  3. Virksomhedens strategiske målsætninger og risici: Giver regnskabet et godt indblik i selskabets forretningsmodel og de muligheder og risici, der knytter sig hertil?

Efter dommerkomiteens vurdering var det Novo Nordisk, der på bedste vis ramte balancen mellem fyldestgørende informationsniveau og overskuelighed, hvilket var afgørende for kåringen.

Ole Steen Andersen, professionelt bestyrelsesmedlem og medlem af dommerkomiteen udtaler:

”Novo Nordisk har formået at lave en årsrapport, der fokuserer på det væsentlige. Årsrapporten er veldisponeret med stor fokus på resultater og strategi. Den er blandt de bedste på alle tre temaer og klart det bedste eksempel på ”cutting clutter”.”

Netop begrebet ”cutting clutter” – som handler om at skære unødvendige oplysninger væk fra årsrapporten – var et centralt tema i årets kåring. Henrik Steffensen, partner i PwC, forklarer:

”Hvis man ikke ønsker at informere om visse forhold er der groft sagt to muligheder. Enten kan man lade være med at sige noget, eller også kan man sige så meget at informationerne drukner i hinanden. Det er den sidste mulighed, vi forsøger at minimere ved at sætte fokus på ”cutting clutter””.


Læs mere på Novo Nordisk website, hvor du også kan downloade årsrapporten på dansk og engelsk

 

Om C20 Regnskabsprisen 

Uddelingen af C20 Regnskabsprisen 2012 fandt sted den 12. juni hos PwC. Det er anden gang prisen uddeles.

Dommerkomiteen består af:

  • Niels Leth, Analytiker, Finansanalytikerforeningen
  • Claus Berner Møller, Porteføljeforvalter, ATP
  • Poul Kjær, Finansrådet
  • Ole Steen Andersen, Professionelt bestyrelsesmedlem
  • Per Have, CFO, Danfoss
  • Kristian Wærness, Formand for Rederiforeningens arbejdsgruppe for regnskab og revision & Senior Vice President i Dampskibsselskabet NORDEN A/S

Se præsentationen "C20 Regnskabsprisen - Årsrapporter 2011" fra prisuddelingen d. 12. juni hos PwC.
 

Læs også artiklen: "Årsrapporten trues af sin længde"


Kontakt

Henrik Steffensen, partner og regnskabsekspert
Direkte: +45 3945 3214
Mobil: +45 2373 2147
E-mail: hns@pwc.dk 

Mød os...

Uanset din virksomheds forretningsmæssige udfordring kan vi hjælpe dig med løsninger inden for revision, skat eller rådgivning.

Vi skal tale om:
Bestil møde
Mange tak

Vi kontakter dig og aftaler nærmere.