Topledernes tro på vækst mindsket

Troen på vækst i egen virksomhed er faldet hos de globale topledere, og flertallet af de 1330 adspurgte CEOer mener, at den globale økonomi stadig vil være fastkørt i 2013. Det er konklusionen i PwC’s årlige ”Global CEO Survey”, der netop er blevet præsenteret på World Economic Forum i Davos.    

DAVOS, SCHWEIZ – 22. januar 2013 – Kun 36 % af toplederne på verdensplan er ‘meget optimistiske’, hvad angår deres virksomheds vækstmuligheder i de kommende 12 måneder. Det er et fald fra 40 % i 2012 og 48 % i 2011. Dog er andelen stadig højere end de lave niveauer i 2010 (31 %) og 2009 (21 %).


 

Spinkel tro på økonomisk fremgang på den korte bane

Ser man på samfundsøkonomien generelt, mener 28 % af toplederne, at den globale økonomi vil forværres yderligere i 2013. Kun 18 % forventer en forbedret økonomi, mens 52 % mener, at den vil holde sig på det nuværende niveau. Selvom topledernes udsigter for fremtiden således stadig er dystre, er der en forbedring at spore sammenlignet med sidste år, hvor 48 % af toplederne forudsagde, at den globale økonomi ville blive svækket yderligere i 2012.

Vi mærker fortsat, at det er et presset erhvervsklima i Europa og dermed også i Danmark, og tiltroen til, at der vil ske forbedringer, er lille. Størstedelen af de virksomheder og relationer, vi er i dialog med, mener da også, at den økonomiske situation vil forblive på samme niveau i 2013,” siger adm. direktør og Senior Partner i PwC Danmark, Mogens Nørgaard Mogensen.
 

Mindst tro på vækst blandt vesteuropæiske topchefer

Toplederne i Vesteuropa er de mindst optimistiske med hensyn til en kortsigtet omsætningsvækst. I lyset af den igangværende recession siger blot 22 % af de vesteuropæiske topledere, at de er meget optimistiske, hvad angår vækst i egen virksomhed, hvilket er et fald fra 27 % sidste år og 39 % i 2011. Tilliden til vækst på kort sigt falder til 33 % i Nordamerika (42 % i 2012) og til 36 % i Asien/Stillehavsområder (42 % i 2012). Selv i Afrika, som af mange anses for den næste højvækstøkonomi, falder topledernes tillid til virksomhedsvækst fra 57% sidste år til 44% i år.

De latinamerikanske topledere går dog imod denne tendens, idet 53 % af toplederne er optimistiske på kort sigt, hvilket er en lille stigning i forhold til sidste år.

Hvad angår topledernes tillid på længere sigt, er der stabilitet at spore, idet 46 % af de globale topledere udtrykker, at de er meget optimistiske med hensyn til vækstudsigterne i egen virksomhed i de kommende tre år, hvilket er næsten det samme som sidste år. Igen er det de europæiske topchefer, der er mest skeptiske. Den langsigtede tillid er med 34 % svagest i Europa, mens toplederne i Afrika og i Mellemøsten med henholdsvis 62 % og 56 % er de mest optimistiske.

Adm. direktør i PwC Danmark, Mogens Nørgaard Mogensen, offentliggjorde den 22. januar resultaterne fra Global CEO Survey på en konference hos PwC i Hellerup med direkte livestreaming fra World Economic Forum i Davos. Han udtalte bl.a.:

"Den måde, toplederne arbejder med at håndtere de aktuelle risici, er bl.a. med stramt fokus på nøje udvalgte nicher og på at forbedre virksomhedens drift samt begrænse omkostningerne uden at skære i den værdi, virksomhederne skaber. De forsøger også at vækste organisk. Og vigtigst af alt: De har et klart fokus på kunderne og arbejder tættere sammen med dem end nogensinde før omkring tiltag, der kan stimulere efterspørgsel, loyalitet og fælles innovation. Dette er også indsatsområder, vi har fokus på i vores egen strategi i PwC Danmark”.
 

Udbredt bekymring blandt verdens topchefer

Toplederne er generelt mere bekymrede over flere forhold, end de var for et år siden. Listen toppes af den fortsatte bekymring med hensyn til usikkerhed omkring den økonomiske vækst med hele 81 % af toplederne. Andre væsentlige bekymringer er regeringernes reaktion på underskuddet på statsfinanserne (71 %), overregulering (69 %) og manglende stabilitet på kapitalmarkederne (61 %). Topledernes bekymring over overregulering er den største siden 2006.

På spørgsmålet om, hvad de anser for de største trusler for deres virksomheds vækst, angiver toplederne også den stigende skattebyrde (62 %), adgangen til kvalificerede medarbejdere (58 %) samt energiomkostninger og omkostninger til råmaterialer (52 %).

 

Det arbejder toplederne med

For at opbygge virksomheder, der kan overleve og vækste i en omskiftelig verden, anvender toplederne tre specifikke strategier: De fokuserer på at finde nicher med muligheder, de har fokus på kunderne, og de satser på en forbedring af driftseffektiviteten.

  1. Nicher med muligheder

    Omkring 68 % af toplederne fokuserer på nøje udvalgte initiativer. De afvejer alle muligheder; foretager nogle få, smarte investeringer og konsoliderer deres ressourcer med henblik på at maksimere chancerne for succes.
    Der hvor toplederne ser nicher med muligheder, satser næsten halvdelen på vækst på de eksisterende markeder, mens kun 25 % vender sig mod produktudvikling. Og kun 17 % af toplederne har planer om nye fusioner og virksomhedsovertagelser.
    Kina topper listen som det land, hvor størstedelen ser potentiale for at skabe fremtidig vækst. Helt ny på listen er Indonesien, der er blandt de ti øverste på listen for første gang i år og overgår Japan med to point. Kina nævnes af 31 % af toplederne, efterfulgt af USA (23 %), Brasilien (15 %), Tyskland (12%) og Indien (10 %).

  2. Fokus på kunderne

    Næsten halvdelen af toplederne (49 %) anser et skift i forbrugernes købsmønstre som en alvorlig forretningsmæssig risiko, og 51 % anfører, at topprioriteten for deres investeringer i de kommende 12 måneder er at øge deres kundebase. 82 % af toplederne forventer at ændre deres strategi for udvidelse og fastholdelse af kunderne – og 31 % påtænker større ændringer.

  3. Forbedring af driftseffektiviteten

    En forbedring af driftseffektiviteten har topprioritet hos toplederne. 77 % har taget skridt til reducering af omkostningerne i de seneste 12 måneder, og 70 % har planer om at tage sådanne skridt i de kommende 12 måneder. ”Vi har oplevet et stort fokus på omkostningssiden, og i Skandinavien har hele 93 % gennemført omkostningsreducering inden for det sidste år,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.


Talentjagten fortsætter i 2013

Toplederne er stadig forsigtige med at øge antallet af medarbejdere for det kommende år. 45% af toplederne har planer om at foretage nyansættelser i 2013 (et fald fra 51% i 2012), mens 23% har planer om at reducere arbejdsstyrken.

Uanset hvilke planer toplederne har med hensyn til nyansættelser, er det stadig en stor udfordring for toplederne at finde og fastholde de rette medarbejdere. På verdensplan nævnte 58 % af toplederne adgangen til kvalificerede medarbejdere som en væsentlig trussel for vækstmulighederne. Denne trussel var specielt alvorlig blandt mindre virksomheder og i områder med høj vækst såsom Afrika, Mellemøsten og Asien/Stillehavsområdet.

Mere end tre fjerdedele (77 %) af toplederne forventer at ændre deres virksomheds talentstrategier inden for de kommende 12 måneder, og næsten en fjerdedel (23 %) anførte, at de forventer, at disse ændringer vil være væsentlige.

 

Undersøgelsesmetode:

I forbindelse med PwC's 16. årlige globale undersøgelse blandt topledere, 16th Annual Global CEO Survey, blev der foretaget 1.330 interviews i 68 lande i løbet af det sidste kvartal af 2012. Fordelt på områder blev der gennemført 449 interviews i Asien/Stillehavsområdet, 312 i Vesteuropa, 227 i Nordamerika, 165 i Latinamerika, 95 i Central- og Østeuropa, 50 i Afrika og 32 i Mellemøsten.

Den fulde undersøgelsesrapport med underliggende grafisk materiale kan downloades på www.pwc.com/ceosurvey.

Oversigt over andelen af topledere i forskellige lande/områder, som udtrykte stor optimisme omkring en vækst i de kommende 12 måneder: Rusland (66%), Indien (63%), Mexico (62%), Mellemøsten (53%), Afrika (52%), Sydafrika (45%), Brasilien (44%), Canada (42%), Rumænien (42%), ASEAN (40%), Kina/Hong Kong (40%), Tyskland (31%), Australien (30%), USA (30%), Venezuela (30%), Argentina (26%), England (22%), Italien (21%), Skandinavien (20%), Spanien (20%), Japan (18%), Schweiz (18%), Frankrig (13%), Korea (6%).