Dansk filmindustri tjener penge igen i 2015

Efter flere år med tilbagegang i den danske filmbranche vender udviklingen i 2015. 

13. august 2013 – Ifølge en ny undersøgelse af branche foretaget af revisions- skatte- og rådgivningsfirmaet PwC, vil den danske filmindustri i 2015 levere en beskeden vækst på 0,3 %. Det er første gang siden 2009, at den samlede filmbranche leverer omsætningsvækst. Den positive udvikling er primært drevet af stigende biografindtægter samt et hastigt voksende digitalt marked.


Biograferne trækker væksten op

Går man bare tilbage til 2011 var markedet for salg af fysiske film næsten dobbelt så stor som de samlede biografindtægter. Køb og leje af film indbragte filmbranchen over 1,45 mia. kr., mens biograferne omsatte for ca. 750 mio. kr.

Denne markedsfordeling er nu under hastig forandring, konkluderer PwC i undersøgelsen ”Global Entertainment & Media Outlook”. Mens markedet for salg af fysiske film årligt er gået tilbage med 7,9 %, vokser biografernes omsætning støt og roligt med 2,8 % årligt. Dermed vil det samlede biografmarked have vokset sig større end markedet for fysiske film i 20171.

Medie- og underholdningsekspert hos PwC, John G. Sørensen, forklarer:

”Væksten hos biograferne er primært drevet af en teknologisk fornyelse. Digitaliseringen af de danske biografer og den nye 3D teknologi er to af de største drivkræfter bag væksten Derudover formår biograferne – som et af de få medier – også at tjene flere penge på reklameindtægter.”


Danskerne streamer film som aldrig før

Markedet for digitale film i hjemmet udgør fortsat den mindste del af filmbranchens indtægter. Men med en årlig vækstrate på 23,5 % er det den suverænt hurtigst voksende del af branchen. John G. Sørensen uddyber:

”Markedet for digitale film var stort set ikke-eksisterende i 2008. Men alene i 2012 købte danskerne film elektronisk for næsten 200 mio. kr. Det tal forventer vi vokser til 561 mio. kr. i 2017. Dermed har danskerne taget godt imod de nye digitale filmmuligheder, der er kommet ind på markedet.”


USA er fortsat filmbranchens sværvægter

Mens nye store filmmarkeder som fx Indien kan bryste sig af årlige vækstrater på op i mod 10 %, er det fortsat USA, der er filmbranchens helt store sværvægter. Med en årsomsætning på 178 mia. kr. udgjorde det amerikanske marked over en tredjedel af det samlede filmmarked i 2012. PwC forventer, at USA vil fastholde denne position over de kommende fem år, hvor den amerikanske filmbranches samlede værdi i 2017 vil overstige 210 mia. kr.


Om “PwC Global Entertainment & Media Outlook 2013-2017”

Undersøgelsen dækker 50 lande og følgende 13 brancher: Tv-abonnement og -licens, tv-reklamer, internetadgang, internetreklamering, radio, reklamer i det offentlige rum, videospil, film, aviser, forbrugermagasiner, business-to-business, bøger og musik.

Undersøgelsen indeholder tal for medie- og underholdningsbranchens indtjening fra 2008-2012 samt forudsigelser om vækstudviklingen i branchen fra 2013-2017.

Læs mere om undersøgelsen og få fuld adgang til datamaterialet på www.pwc.com/outlook

1 888 mio. kr. mod biografmarkedets 968mio. kr. når reklameindtægter medregnes