De modigste talenter i Hovedstaden er nomineret

Vi nærmer os kåringen af Årets Ejerleder 2013 i Hovedstaden, som er prisen til de modigste talenter med egen virksomhed. Tre virksomheder fra Hovedstaden er med i kapløbet om at vinde den ærefulde pris, der uddeles for 10. gang.

”Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre de nominerede i konkurrencen om at blive Årets Ejerleder 2013 i Hovedstaden. De nominerede har hver især formået at skabe vækst i en tid, hvor mange virksomheder fortsat er mærket af krisen. De er innovative og tør skabe forandringer, og det skal de hyldes for,” fortæller partner Flemming Eghoff fra PwC i Hellerup.

De startede med at være 3.000 virksomheder fra hele landet, 100 virksomheder slap gennem nåleøjet om at komme med i konkurrencen, og nu er de nominerede til at vinde Årets Ejerleder 2013 i Hovedstaden fundet:

  • Ilse Jacobsen Hornbæk A/S i Ålsgårde
    Ilse Jacobsen blev kendt for sine gummistøvler, hvor hun så potentiale i et udækket behov for et trendy kvalitetsprodukt. Hendes ønske om selvstændighed og troen på egne evner, fik hende til at etablere Ilse Jacobsen Hornbæk, da hun som 33-årig mente, at hun kunne lave produkterne bedre selv. Senere har denne idérige fremgangsmåde ført til etableringen af flere forskellige virksomheder under brandet Ilse Jacobsen, der i dag har 60 medarbejdere.
  • Lakrids by Johan Bülow A/S i Hvidovre
    Johan Bülow har altid haft iværksættertrangen i sig og startede sin første virksomhed som bare 14-årig. Som 22-årig startede han Lakrids by Johan Bülow med overbevisningen om, at der gemte sig et kæmpe uudnyttet potentiale i lakrids. Opskriften på en succesfuld leder er i Johan Bülows tilfælde at være passioneret og energisk samt at tage ansvar for sine medarbejdere. I dag står han i spidsen for 70 fuldtidsansatte, 5 butikker og sælger sin lakrids gennem flere specialforretninger samt online.
  • Procom A/S i Frederikssund
    Peter Borregaard er ikke bange for forandringer og har modet til at være innovativ. Siden han blev direktør og medejer i 2008, har virksomheden gennemgået flere radikale forandringer, som bl.a. har ført til en omsætningsrekord for virksomheden. Ifølge Peter er succeskriterierne for en god leder engagement, troværdighed og synlighed, som han selv tilstræber at lede efter i dagligdagen.

”Ejerlederne er en stærk rygrad i dansk økonomi, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på, hvordan de dygtigste klarer sig. Nykredit er med i Årets Ejerleder, fordi vi mener, det er vigtigt med gode eksempler til at inspirere andre ejerledede virksomheder,” siger områdedirektør Vagn Holm fra Nykredit i Hovedstaden og fortsætter:

”De bedste er ofte dem, som inddrager professionel kompetence i bestyrelsen, arbejder målrettet med strategi og er åbne for nye initiativer. Det er områder, vi som bank lægger stor vægt på, når ejerlederne kommer til os for at tale finansiering og vækst.”

Et stærkt felt i Hovedstaden

Hos PwC glæder man sig over det stærke felt i årets konkurrence:

”Vi har været imponeret over de mange talenter fra Hovedstaden, der har været med i konkurrencen i år, men vi er heller ikke i tvivl om, at vi har fundet de helt rigtige nominerede,” siger Flemming Eghoff fra PwC, der får opbakning af Nykredit:

”Jeg synes, der er fundet tre gode kandidater til prisen her i lokalområdet, og jeg håber naturligvis, at det er en fra Hovedstaden, som vinder den samlede konkurrence om at blive Årets Ejerleder 2013,” slutter Vagn Holm fra Nykredit.

Den endelige vinder i Hovedstaden offentliggøres den 14. november 2013. Kåringen finder sted hos Nykredit, Kalvebod Brygge 47, 1780 København V.

Kontakt

For yderligere information kontakt PR-ansvarlig Malene Billund fra PwC på mobil 51332378 eller seniorkonsulent Carl Johan Corneliussen fra Nykredit på mobil 26152127.

Fakta

Det er PwC, Nykredit, Erhvervsorganisation Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen, som uddeles for 10. gang. Årets tema er innovation, forandring og omstilling.

De 7 regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 21. november 2013 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter for Ejerlederne, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Tidligere landsvindere

Peter Eriksen fra Nilpeter A/S (2012), Jørgen Hallundbæk fra Welltec A/S (2011), BK Engineering A/S (2010), KM Telecom A/S (2009), Webtop A/S (2008), Expo-Net Danmark A/S (2007).

Omfattende udvælgelsesproces

Hvert år analyserer PwC ca. 3.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. De skal overholde følgende krav:

  • A/S – ApS
  • Minimum 10 ansatte
  • Etableret i minimum 5 år
  • Positiv egenkapital
  • Positivt resultat i seneste regnskabsår
  • Vækst i dækningsbidrag
  • Ejerlederen skal have både ejerandele og bestemmende indflydelse på driften af virksomheden.

Af disse udvælges 75-100 virksomheder (10-15 virksomheder pr. landsdel), som PwC’s eksperter interviewer personligt. Derefter står juryen klar til at mødes med hinanden og udvælge vinderne i hver landsdel og en vinder på landsplan.