De europæiske børsintroduktioner sætter ny rekord

Værdien af de europæiske børsintroduktioner ligger over 8 gange højere i 3. kvartal 2013 sammenlignet med samme kvartal sidste år, viser nye tal fra PwC’s seneste IPO Watch Europe-undersøgelse. Børsen i London er den primære drivkraft bag rekorden, og de positive takter kan smitte af i Danmark.

Markedet for børsintroduktioner viser i øjeblikket rigtig gode takter ifølge PwC’s IPO Watch Europe.  I alt var der 52 børsintroduktioner til en værdi af godt € 3 mia. Dermed har de 3 første kvartaler i 2013 allerede overhalet hele 2012.

De positive takter i 3. kvartal er udtryk for, at der i øjeblikket er et åbent vindue for børsnoteringer, da såvel kursvolatiliteten som kursniveauet er gunstigt. Desuden har de seneste børsnoteringer vist, at udbudskurserne har holdt nogenlunde stik, og tilsammen lover disse tendenser godt for 4. kvartal 2013,” fortæller partner og ekspert i børsnoteringer Jens Otto Damgaard fra PwC. Han fortsætter:

Det er andet kvartal i træk, at der er et højere niveau end sidste år, og selv om 3. kvartal ligger lidt lavere end 2. kvartal 2013, er udviklingen positiv særlig på værdien af de nye børsintroduktioner.

Godt nok er der sket et fald i 3. kvartal i forhold til 2. kvartal i år, men man skal hæfte sig ved, at der er tale om en markant forbedring i forhold til samme periode sidste år. Der kan derfor ikke være megen tvivl om, at markedet for nye noteringer på børserne har fået det bedre.

London kan smitte af i Danmark

Det er især børsen i London, der driver den store tilgang af børsnoteringer med cirka 2/3 af alle noteringer i 3. kvartal 2013.

Den kraftige stigning i børsnoteringer sammenlignet med samme periode sidste år skyldes, at der er blevet frigjort en del selskaber fra kapitalfondene til børsintroduktioner. De har ellers været frosset fast i en længere periode, men tegner sig foreløbig for cirka halvdelen af børsintroduktionerne i 2013,” fortæller Jens Otto Damgaard og ser frem mod næste kvartal:

Udviklingen varsler godt for 4. kvartal, hvor vi kan se frem til nogle meget store børsnoteringer i London. Det kan også få en positiv afsmitning på det danske marked for børsnoteringer, da den førende børs ofte viser tendenser, der siden kommer på andre børser i Europa.”  

Efter en lang periode efter krisen med børsnoteringer, der er blevet udskudt eller trukket tilbage, er det en mere stabil udvikling, vi oplever på børsmarkederne i øjeblikket.

Det har været lidt af en rutsjebane-tur, som børserne har været på de senere år. Nu tegner fremtiden mere rolig, og i dette kvartal er antallet af udskudte eller tilbagetrukne børsnoteringer da også faldet til det laveste niveau siden finanskrisen,” slutter Jens Otto Damgaard.