Familievirksomheder er vækstoptimister, men fremtiden er uklar

70 % af de små og mellemstore familieejede virksomheder har stor tillid til vækst i det kommende år, men mange gør ikke nok for at forberede sig til fremtiden. Næsten 3 ud af 4 familievirksomheder i Danmark har ikke nogen plan for et kommende generationsskifte.

København, 25. januar 2011 – SMV-virksomhederne er kommet igennem krisen med positiv effekt. Krisen har gjort virksomhederne bevidste om deres egne styrker og svagheder, og en bedre situationsfornemmelse har rustet til forøget salg og vækst. Alligevel har kun 1 ud af 4 en fastlagt plan for videreførsel af virksomheden, såfremt ejeren bliver syg eller går bort. Det viser en ny undersøgelse af mere end 1.600 familieejede virksomheder i 35 lande, foretaget af PwC. Fra Danmark har 80 virksomheder deltaget.

På globalt plan har en stor del af de familieejede virksomheder oplevet en stigning i efterspørgslen efter deres produkter i de seneste 12 måneder (moderat vækst: 32 %, betydelig vækst: 16 %) (Danmark: moderat vækst: 29 %, betydelig vækst: 15 % ). Billedet er dog ikke entydigt, da 34 % af såvel de globale som de danske virksomheder har oplevet et fald i efterspørgslen. Undersøgelsen viser dog, at alle virksomheder har været igennem en transformationsproces, og hele 90 % af virksomhederne mener i dag, at de er konkurrencedygtige ift. markedslederen på deres felt.

”Den kriseagenda, der eksisterede i virksomhederne for et år siden, er der ikke i dag”, siger SMV-markedsleder og partner i PwC, Kent Hedegaard.

”Det er tydeligt, at krisen har været drivfaktor for en erkendelsesproces, som har lært lederne at foretage mere realistiske valg og fravalg. Svagheder er blevet afsløret, og styrker er blevet testet, og resultatet er, at rigtig mange er mere bevidste om, hvordan forretningen drives bedst – også i modgangstider”, forklarer Kent Hedegaard.

PwC’s analyse ”Family Business Survey 2010” viser endvidere, at hele 74 % af virksomhederne mener, at de er kommet bedre igennem krisen end de store virksomheder, fordi de er ejerledede. Dette strider imod den mest fremherskende opfattelse, nemlig at SMV-virksomhederne skulle klare sig dårligere, fordi de har begrænsede kompetencer til rådighed. Dette synes således at være en myte.

”Man må ikke glemme, at familievirksomhederne har langt mindre kompleksitet i beslutningsprocesserne, og deres reaktionshastighed over for ændringer i omgivelserne eller markedsvilkårene er ofte væsentligt hurtigere,” siger Kent Hedegaard.

”Desuden er der typisk en anden veneration over for medarbejderne i de mindre virksomheder. Omkostningshensyn er ofte et fælles mål for overlevelse, og aftaler om at gå ned i tid eller sætte en bonus på hold er langt mere fremherskende som overlevelsesfaktor frem for simple fyringer, som vi har set det i de store selskaber,” forklarer han.

Give tøjlerne fra sig

En af de største risici, som enhver familieejet virksomhed står over for, er overgangen fra den ene generation til den næste. 27 % (DK: 41 %) af de adspurgte forventer, at deres virksomhed vil skifte hænder inden for de næste fem år, og 53 % (DK: 50 %) af disse virksomheder forventer, at virksomheden vil forblive i familiens eje. På trods heraf har 50 % (DK: 70 %) af alle virksomhederne ingen plan for et generationsskifte. Af dem, der har en plan for generationsskifte, har kun 50 % (DK: 50%) besluttet sig for, hvem der skal sidde i chefstolen.
”Vores undersøgelse viser, at ledelsesmæssige konflikter fylder langt mere end økonomiske konflikter. Nu er det derfor ekstra vigtigt at lave planer for fremtiden, såfremt man ønsker at minimere sårbarheden ved at stå alene, hvis en ejer pludselig ikke længere kan varetage opgaven,” siger Kent Hedegaard, SMV-markedsleder og partner i PwC.
Forholdet til svigerfamilien er den ledelsesmæssige konflikt, der er mest udbredt, hele 45 % peger på spændinger som følge af disse. Herefter er det beslutninger omkring den fremtidige strategi, der giver anledning til konflikter 43 %.
 

Nøglebetragtninger fra Family Business Survey 2010

  • 62 % (DK: 60 %) har ikke forberedt sig på, at en topleder eller interessent kan blive syg eller dø
  • 61 % (DK: 26 %) har ikke likviditet til at købe de familiemedlemmer ud, som ønsker at afhænde deres andele i virksomheden.

Om Family Business Survey

PwC’s Family Business Survey 2010/2011 omfatter små og mellemstore familieejede virksomheder i 35 lande, heraf 80 fra Danmark. 40 % af disse har en omsætning på mere en 75 mio. kr. Der blev i perioden mellem 26. maj og 17. august 2010 gennemført interviews med topcheferne i 1.606 virksomheder inden for 15 forskellige brancher.