Gode skatteråd inden nytåret

Det er værd at gennemgå sin skat en ekstra gang inden nytårstalerne, så man undgår at betale for meget i skat i det nye år. Især kan alle aktionærer, der har handlet aktier i 2013, med fordel se nærmere på gevinster og tab i året, der gik, lyder rådet fra PwC.  

Det har været et rigtig godt aktieår, så mange har opnået gevinster på aktier, som er blevet solgt i det forgangne år. Man bør dog også se sin portefølje igennem for aktier med tab, da de kan give en besparelse på skatten,” fortæller Søren Bech, partner og skatteekspert i PwC.

Man skal overveje, om man i 2013 vil nå at realisere nogle af de aktier, som har givet tab, råder han:

Hvis man realiserer aktier, der har givet tab, nedbringer det den høje beskatning på 42 %. Hvis man nu alligevel tror på den aktie, man sælger, så må man faktisk gerne købe den igen i det nye år,” forklarer Søren Bech og uddyber:

Det giver den fordel, at man på den måde udskyder skatten og samtidig reducerer den med 15 %. Man skal dog huske, at der skal gå en rum tid, inden man genkøber sine solgte aktier, og dermed løber man selvfølgelig en kursrisiko.

Man skal samtidig være opmærksom på, at skattegrænserne er forskellige fra person til person. Det afhænger af, om man er gift eller ej samt størrelsen på ens aktiegevinst. Ifølge Skats regler skal enlige betale 27 % i skat af gevinster op til 48.300 kr., og for beløb derover skal man betale 42 % i skat. Gifte par kan slippe med at betale 27 % i skat ved samlet 96.600 kr.

Udnyt loftet på din ratepension

Det er vigtigt, at man inden årsskiftet tjekker, om man har udnyttet loftet for indbetalinger til ratepensioner fuldt ud, lyder et andet råd fra PwC. Her må man maksimalt indbetale 50.000 kr. med skattefradrag om året på en ratepension.

Det er meget relevant, at man sørger for at indbetale helt op til grænsen på de 50.000 kr., da det giver en skattebesparelse på cirka 50 %. Hvis man får pension fra det offentlige skal man dog være opmærksom på, at det for nogen kan betyde en reduktion af den fremtidige pension,” forklarer Søren Bech.