Topchefer: Innovation er ligeså vigtigt som besparelser

Verdens topchefer mener i dag, at innovation er ligeså vigtigt for deres virksomheds fremtid som regulære besparelser. Det viser en ny undersøgelse blandt knap 250 globale topchefer foretaget af revisions- skatte- og rådgivningsfirmaet PwC.

15. juli 2013 – Topchefernes tiltro til, at vækst kan skabes gennem innovation, er dermed steget siden undersøgelsen sidst blev gennemført i 2009. Det vidner om et skifte mod en større grad af optimisme blandt virksomhederne.


Der er skåret ind til benet

To ud af tre topchefer mener i dag, at innovation er ligeså vigtigt for deres virksomheds vækstpotentiale som driftseffektiviseringer. Det er en markant udvikling, som vidner om optimisme, forklarer Torsten Moe, partner hos PwC:

”Går vi tilbage til 2009 var besparelser topchefernes primære værktøj. Man var nødt til at skære til for at overleve. I dag har mange virksomheder dog skåret så meget ind til benet, at effektiviseringer og besparelser ikke længere er nok. Derfor er innovation rykket længere op på topchefernes agenda. Innovation af blandt andet produkter, processer og teknologier skal give virksomhederne den konkurrencemæssige fordel, som skaber væksten,” udtaler Torsten Moe.

Der er dog store regionale udsving i innovationslysten. Latinamerikanske virksomheder tror mest på innovation (71 %) mens deres kollegaer i Mellemøsten er de mest tilbageholdne (50 %).


Innovation er en topprioritet

De globale topchefer, som PwC har adspurgt, mener alle, at innovation er centralt for deres forretning. Hele 97 % af topcheferne placerer innovation øverst på deres agenda.

Torsten Moe forklarer:

”Overordnet set er innovation i dag helt afgørende for, at ens virksomhed opnår succes. Hvorvidt man vil innovere eller ej, er ikke længere et relevant spørgsmål. Derfor sigter innovationen i dag også bredt ved i stigende grad at gå fra produkt- og teknologiinnovation til at handle om forretningsmodeller, kundeoplevelser og leverancesystemer. Topledere anerkender således, at innovation ikke er et spørgsmål om ressourcer og organisation, men i højere grad om lederskab og kultur"

Læs hele undersøgelsen her